Provence (i France) inviterer jo til Det Gode Liv. Solen, varmen, maden, farverne, duftene, lydene. Ja, tak. Altid et besøg værd. Denne gang, 13.-20. juli 2019, familietur. Simon og Jonas og Cille gad godt investere en sommerferieuge med De Gamle dernede i det sydfranske hos vintræerne, cikaderne, solsikkerne, lavendlerne. Okay, måske var det også det mytiske Mont Ventoux, der lokkede.
Seje brødre på en sydfransk cykel-mission: All Dressed Up (den ene mere end den anden) and Ready to Go.
Det Skaldede Bjerg er berømmet i Tour de France-historien, og det stod bare og ventede mindre end 30 kilometer fra det rustikke landhus lidt uden for Sarrians, der var udgangspunkt for vores ferieuge.
Vi fik en uge med Ventoux, vinbesøg, van Gogh-multimedia-show, Pont du Gard, gåtur i lavendelmarker, pool og varme. Og så endte det hele med fucking indbrud i vores Ford C-Max lejebil i … af alle steder, Nice.
Vi har været der før, Karen og jeg, og følt trykvarmen i Bédoin i bunden og den blæsende kulde oppe på toppen af Mont Ventoux. Men Simon og Jonas har kun været der fra sofapladser med Tour de France-kameraerne. Det er noget andet. Måske et selvsyn som forberedelse kunne få dem til at opgive deres plan om at cykle op ad bjerget? No! Okay, så…
Så cyklerne er lejet og klar til dagens udfordring.
Mandag var cykeldagen, hvor Simon og Jonas kom på hårdt arbejde på deres lejede racercykler. 35 euro for en dag, de nok aldrig vil glemme. Det gør jeg heller ikke. Det var, ærlig talt, forældre-stort at se drengene (på 27 og 34) æde det bjerg, med hver deres forudsætninger – og bare fordi de ville.
De 21 kilometer fra Bédoin til toppen af Ventoux går opad, opad, opad. 1912 højdemeter. Hyggelige Bédoin er de fleste cykel-motionisters foretrukne startby og den hårdeste af de tre ruter, der fører op til toppen af Det Skaldede Bjerg, hvor udsigten er fænomenal, vinden suser og temperaturen er op til 15-20 grader lavere end nede i startbyen.
Ifølge Chris Anker Sørensen er Mont Ventoux et af de hårdeste bjerge i Tour de France-historien. Han har prøvet dem alle, så han ved besked. Anyway, drengene ville op – og op kom de, begge to. Med et kvarters mellemrum. Simon først, så Jonas. De var lige stolte, men udmattede i forskellig grad, da de nåede målet efter henholdsvis to timer og ti minutter og lidt mere. De Gamle var også stolte. Og lettede. Og, ja, udmattede bare af at følge med opad fra ledsagebilen. Jeg kørte, Karen og Cille var heppekor, foto- og video-dokumentarister. Og ved alle stands og stop var de selvfølgelig klar med vand, energibarer og bananer.
Syn for sagen: Det er vist cirka her, halvvejs oppe, Jonas må slippe sin smilende storebrors baghjul. Cille filmer.
Jonas har tidligere cyklet op ad Alpe d´Huez uden træning, uden det rigtige cykeltøj og med rest-forkølelse i kroppen. Denne gang havde han planlagt, hvad der vist skulle være et stykke performance kunst – et dødeligt attentat på hans eget kunstner-alias Charlie Jensen Madsen Sørensen. Uden cykel-træning, selvfølgelig, og – i modsætning til langt de fleste cykelmotionister på samme tur – iført almindeligt sportstøj og kondisko.
Turen op af Mont Ventoux er med færre skarpe sving og måske lige knapt så stejl som turen op ad Alpe d´Duez, men til gengæld er den næsten dobbelt så lang og med yderligere generende udfordringer i ofte en strid blæst, når man nærmer sig toppen, og med den store temperatur-forskel fra start til slut.
Det var måske grunden til at Jonas måtte slippe storebrors baghjul cirka halvvejs oppe. Og kæmpe de sidste kilometer alene og med besværlig vejrtrækning og syrede ben.
Nedkørselen? Den foregik i bil, heldigvis. En cykel plus rytter ad gangen, så det var frem og tilbage et par gange. På forældrenes opfordring. God beslutning.
Forsinkelse, kuffert-koks og mere ventetid
Vi havde en dejlig ferieuge i Provence. Bestemt. Eller: Trods alt. Den begyndte nemlig irriterende med et par timers fly-forsinkelse og ventetid i Cph, mere ventetid i Nice ved både baggage-udlevering (en “Anette”, viste det sig via en sms-besked, havde forvekslet Karens nye kuffert med sin egen…) og ved Avis-Budget udlejningen, hvor vi skulle hente vores forudbestilte og – betalte lejebil. Betjeningen var langsom og temperaturen pænt over 30 grader. Det var vist dér, jeg første gang lovede mig selv, at det kraftedme var sidste gang, jeg tog på flyveferie med lejebil. En uge senere, efter smadret siderude, indbrud og tyveri fra vores velforsikrede lejebil i P-kælderen i den gamle bydel i Nice gentog jeg løftet: aldrig mere. Indtil videre i hvert fald.
Idioter!
Vi får se.
Nice var ved at klæde sig på til den årlige jazzfestival og viste sig i det hele taget som en driftig by, der summede af lørdagshygge og overskudsliv både ved strandpromenaden, den i 2017-terrorramte Promenade de Anglais, ude på det blå, blå Middelhav og i de hyggelige, små gamle gader.
Så, måske alligevel…
Vinsmagning og rundvisning i produktionshallerne med Bodil og Morten i Chateuaneuf-du-Pape
Karen i Nice.
Byen Sault, hvorfra en anden vej fører op til Mont Ventoux, skulle være “lavendlernes hovedstad”, noget i den retning. Så Karen, Simon og jeg gik en lang tur i og omkring markerne. Smukt. Og varmt. (foto: Simon)
Karen, Jonas og Cille med Pont du Gard i baggrunden.
Fra van Gogh´s værelse på sidssygehospitalet i Saint-Paul-de-Mausole i Saint-Remy-de-Provence, hvor han lod sig indlægge. Her boede han i et års tid og malede omkring 150 værker. Det skulle blive hans mest produktive periode.
Carriéres de Lumieres: Multimedia-showet “Van Gogh – la Nuit etoilee” i bjergbyen Les Baux-de-Provence. Imponerende. Storslået.
Udflugt til Gordes, bjergbyen, turist-attraktionen, kendt fra filmen A Good Year med Russell Crowe i hovedrollen – flere scener fra filmen optaget på denne plads, ved dette springvand.
Dagen før Simon og Jonas cyklede op ad Ventoux: Morten (her med Leffe blond) og Bodil var med på en tjek-tur til hyggelige Bédoin. Det var varmt.
Morgenmad på “terrassen” i vores lejehus Les Bercails i udkanten af Sarrians.