Tønder Festival, 2019: Hand Made Music under huden, i ørerne, i hjertet…

Tønder Festivalen kan noget ganske særligt. Den er, vil jeg hævde, mere til øl, sang og folkemusik end til øl, fisse og hornmusik. 2019 var vores tredje i træk. Vejret var fantastisk. Så vi kommer igen i 2020. Sammen med det samme gode selskab som sidst, vores musikglade venner fra Nyborg og Mørkøv. Og i samme skønne leje-landbolig Ved Gaden 9, ti minutter fra Tønder. Selvfølgelig. Det kan ikke rigtig være anderledes…

Danske Claus Hempler, debutant på Tønder Festival, var med på afbud fra et af festivalens hovednavne, John Moreland. Hempler valgte at spille hele sit fine 2019-album Kuffert Fuld af Mursten fra første til sidste skæring.

Hvad er det så, arrangører, musikere og publikum på Tønder Festivalen kan sammen? Noget med stemningen, atmosfæren – venlig, afslappet, imødekommende, voksenhyggelig – men for mig handler det først og fremmest om musikken: fire festivaldage plus det løse med et overvældende udbud af både nyt og gammelt, populært og udfordrende, men altid kvalitetsbåret Hand Made Music spillet på fortrinsvis guitarer og andre strengeinstrumenter, der lister eller brager sig ind under huden, i hjertet, i ørerne.

Okay, måske ikke lige sækkepiberne, som heldigvis kan høres på så lang afstand, at man kan nå at ændre rute, men ellers …

Festivalen har eksisteret siden 1975. Den har haft sine kriser undervejs, men de senere år har den haft moderat vokseværk under kunstnerisk leder Maria Theessink, der har fået skabt en festival med en musikalsk profil, der appellerer til et lyttende, interesseret, medsyngende publikum – og som tiltrækker også store internationale navne indenfor folkemusik, country, blues, rock, americana og hvad der findes af blandings-genrer.

Rygsække, sandaler, støttestrømper og rollatorer

Gennemsnitsalderen blandt de 12-15.000 gæster og frivillige er måske nok tættere på rynkerne, end den er på andre danske musikfestivaler, men tag ikke fejl: alle generationer er repræsenteret Tønder. Der er ikke så få små børn med deres unge forældre på festivalens lege- og familiepladser, men der er endnu flere sang- og musikglade +60´ere i alle størrelser og af begge køn. Mange med rygsække og gode sandaler. Politiken-folket, du ved. Enkelte også med rollator, hudfarvede støttestrømper og disse hersens små, næsten usynlige høreapparater. Og hvorfor ikke? Vi, der var unge fra midt i 60´erne og ti år frem, er jo heldigvis ikke kendt som den mest selvudslettende generation.

Tønder-publikum løfter gode koncerter til mindeværdige

Bundlinje: Det alders-blandede åbne, lyttende, syng-med-parate Tønder-publikum har gang på gang løftet gode koncerter i de små og store telte og fra den helt store Open Air-scene til mindeværdige øjeblikke. Også – måske endda ikke mindst – for de mange artister, der formår at bruge publikum som aktiv medspiller, og som også i helt konkret og udtalt grad elsker at spille i Tønder.

Blah, blah, blah – men hvad var så de musikalske højdepunkter på årets Tønder Festival, spørger du? Hmm, hvad slags højdepunkter taler vi om? Den slags, der kan opstå i samspillet mellem afsender og modtager? Altså, når artisten spiller trumfkortet og får det åbne og modtagelige Tønder-publikum til at synge med. Det virker til ståpels. Hver gang.

Her taler vi sikre navne som local boy Jacob Dinesen, Folkeklubben, Savage Rose (med en på kanten af selv-parodisk Annisette på vel cirka trekvart af tidligere stemmekraft), den fine norske sanger, komponist og fængselspræst Bjørn Eidsvåg og de solide, sikre, musikalske håndværkere, vennerne Krebs/Kvitnes, selvfølgelig. Men også de, for mig, mere overraskende crowd-pleasere Skipinnish, Tide Lines, Hudson Taylor, The East Pointers og franske Delgres kunne noget i den retning med sange, jeg aldrig havde hørt før. Men lyttet og sunget med på dem blev der. På kommando. Også så det kunne høres. Og mærkes.

Andre Tønder-navne, nye og ukendte for det brede publikum, skabte sublime musikalske øjeblikke på både små, lidt større og store scener alene i kraft af formidabel spilleglæde og -kunnen, udstråling, nærvær.

Fuck, fuck, fuck: Treo er løs …

At vi alle sammen kan opleve live-musik, koncerter, helt forskelligt er en banal kendsgerning. Også selv om vi har nogenlunde samme udgangspunkt i forhold til baggrundsviden, erfaring, sammenligningsgrundlag og hvad der ellers kan være relevant for at kunne give interesserede læsere en fair omtale og/eller anmeldelse.

Ekstra Bladets vidende, velskrivende, bizart underholdende, alt, alt for flittige og jo åbenlyst selvpineriske musik- og publikumsanmelder, Thomas Treo, har skabt sig et navn ved at svine især populære grupper og solister til på det groveste. Trist nok. Treo´s forlængst forudsigelige udgangpunk er, at småt og smalt er godt (Patty Griffin, Tyler Childers, Paul Cauthen – og, yes, de var alle sammen gode), populært og folkeligt er noget poppet pøbelpis (Folkeklubben, Dinesen, Krebs/Kvitnes – som alle leverede deres vare og var markante publikums-succes´er).

Hempler og en amerikansk stjerneparade

Stjerner? Jamen, det gode ved Tønder er jo, at hvis det man lytter til ikke er til mindst fire stjerner, hvorfor så spilde tid på det. Jeg – vi – hørte igen i år på hver eneste festivaldag flere gode og enkelte fremragende koncerter, enten noget af dem eller fuldt ud.

Jeg smider snildt fire stjerner til Tønder-debutanten, elegante Claus Hempler, der var med på afbud fra amerikanske John Moreland – og gjorde det godt. Og mindst lige så mange efter nogle af spydspidserne i festivalens amerikanske stjerneparade: Den elegante, godt gammeldags 60´er-agtige, samfundskritiske folk-trio Birds of Chicago. Sanger/sangskriver Patty Griffin, som dog godt lige må spare lidt på gospel-repertoiret næste gang, tak. Texaneren Paul Cauthen med den store bariton-stemme, der lyder præcis som en yngre udgave af Johnny Cash. Så var der manden, nogen i vores selskab konsekvent og af indlysende grunde kaldte Davy til fornavn, fordi han hedder Crockett til efternavn. Showmandens fornavn er Charley, og han leverede et svedigt, medrivende festfyrværkeri af rockabilly en sen fredag aften til et propfyldt Jamtelt. Og til mindst lige så mange udenfor. Jeg var en af dem.

Go´ Gomez: Og næste gang vil jeg også se ham

I samme lille telt fik den fine amerikanske gruppe Susto, der dækker over sangeren/sangskriveren Justin Osborne, folk til at lytte og feste en varm søndag ved middagstid. Altså, i kirketiden. Forrygende. Jeg kunne også lide et af de nye amerikanske country-stjerneskud, Ruston Kelly (som nok lidt tid endnu må finde sig i at blive omtalt som ham, der er gift med stjernen Kacey Musgrave). Og sidst, men så sandelig ikke mindst, kunne jeg nævne Max Gomez. Ham (og hans medspiller på scenen) kunne vi kun høre – ikke se – da han gav sin torsdags-koncert i den igen-igen-igen stopfyldte Visemøllen. Der er kun plads til 130 indenfor. Vi endte forrest i den kø, der aldrig kom ind. Næste gang han kommer, vil jeg også se ham optræde.

John Prine Tribute: Den Gamle Mester må være stolt

Der var selvfølgelig også små perler i Women´s Circle og Gentlemen´s Circle? Og den afsluttende søndags-koncert i det store festival-telt, John Prine Tribute, var for mig et af festivalens højdepunkter. Man bliver så glad, når man ser og hører hvordan en stjernerække af festivalens medvirkende så smukt og respektfuldt fortolker nogle af Den Gamle Mesters bedste sange. Max Gomez, Chris Smither, William Crighton, Poul Krebs, Caitlin Canty, Irish Mythen, Dan Sultan, John Smith, Ryan MacMahon (Fox fra Lion, Bear, Fox) m.fl. – må gøre den sygdomsramte amerikanske singer/songwriter både glad og stolt, hvis/når han får set videooptagelsen af koncerten. Og så har Tønder Festivalens kunstneriske leder jo allerede varslet, at John Prine himself kommer i 2020.

Listen med højdepunkter:

• Paul Cauthen, og Jojazz´dans til og reaktion på hans optræden på Open Air: “Det bli´r ikke bedre. Nu kan festivalen godt slutte…”
• Jacob Dinesens solo-koncert i Telt 1, og Spilski´s reaktion. Han var rørt til tårer og ståpels: “Ha, ha, ha… aaarhmen, hold nu…”
• Irish Mythen, Caitlin Canty, Max Gomez, Ryan MacMahon, Dan Sultan, Luke Winslow-King, Patty Griffin, Krebs/Kvitnes m.fl. i John Prine Tribute
• Patty Griffin m. band (trommer, percussion og guitar) nærværende, top-musikalske søndags-koncert i Telt 2.
• Birds of Chicago´s ditto fredags-koncert i Telt 2. Fuck, de er dygtige.
• Susto i Jamteltet søndag middag. Egne numre plus, surprise, præcis kopi af Elton John´s “Daniel”.
• Charley Crockett i Jamteltet lørdag aften. Sikken fest. Også udenfor teltet, hvor jeg stod – mens Karen, Mette og Jojazz sad indenfor i ovnen, midt for, tæt på scenen.
• Open Air-publikums syng-med til Folkeklubben, Skipinnish og Hudson Taylor.
• Jonah Blacksmith´s hjertelige tak til publikum efter den sidste film-koncert. Rørende. I like…
• Claus Hempler, Mister Cool, og hans klædelige, overraskede Un-Cool reaktion på publikums begejstring over hans nye, danske musik. Fedt.
• De fleste fra Women´s Circle og Gentlemen´s Circle.
  

  Der lyttes. Koncentreret.