Sølvbryllupsgave fra Jonas. Han har selv lavet det.
Jeg er til Bruce Springsteen. All inclusive. Musikken, teksterne, manden, stilen. Jeg er ikke hundrede procent hard core fan af nogen som helst musiker, kunstner, fodboldspiller, sportsperson, medie-kendis, politiker eller andre offentlig kendt personer, men Bruce kommer tættere på end nogen anden, jeg kan komme i tanke om. På grund af musikken og teksterne, selvfølgelig. Men også fordi han i påklædning og fremtoning virker som en ret almindelig fin fyr. Med ordentlige værdier. Og et usædvanlig velplejet musikalsk talent. Så, yes, jeg er til Springsteen og har været det siden 1975. Så er det på plads.
Det begyndte, da jeg hørte “Born to Run” første gang. Det har været i august 1975. På det tidspunkt havde jeg læst om det nye rock-vidunder fra USA. Dét års nye Dylan. Jeg havde også hørt “Blinded By the Light” og et par andre numre fra hans to første album. De gjorde dog ikke et større indtryk end så mange andre gode sange fra den tid. Men “Born to Run” ramte mig med en vældig kraft. Og det gør den stadig.
“Born to Run” er en tidløs rock-klassiker fra øverste hylde. Og dér oppe på øverste hylde fylder Springsteen-sange rigtig godt: “Thunder Road”, “The River”, “My City of Ruins”, “The Rising”, “Darkness on the Edge of Town”, “Independence Day”, “The Ghost of Tom Joad”, “Streets of Philadelphia”, “Atlantic City” … eller hvad med “No Surrender”, “Hungry Hearts”, “Racing in the Streets”? Flere til. Bruce har en sang til en hvilken som helst følelse, en hvilken som helst sindsstemning. Det er præcis derfor, han gennem snart 45 år har været – og stadig er – min gode ven.
Med guitaristen Rune Kjeldsen (tv) som kapelmester leverede det til lejligheden sammensatte band en E-Street-værdig backing til aftenens solister. Her den fremragende Kira Skov.
Så da Amager Bio annoncerede arrangementet Born to Run – En hyldest til Bruce Springsteen i anledning af, men fire dage før, Bossens 70 års fødselsdag den 23. september, måtte jeg afsted. Karen og godt og vel tusind andre Bruce-fans ville også med.
Carl Emil Petersen – “Tougher Than the Rest”. Aaarh, ikke endnu i hvert fald.
Solisterne var Carl Emil Petersen, Kira Skov, Poul Krebs, Aura Dione, Steen Jørgensen og Silas Bjerregaard og aftenens “hemmelige gæst” var, surprise, surprise, Michael Falch. Bag sig havde de et driftsikkert, E. Street-swingende super-band med guitaristen Rune Kjeldsen som kapelmester, Troels Skjærbæk (bas), Kajsa Vala (guitar, mundharmonika, mandolin), Jesper Lind (trommer), Mads Bjørn og Dan Hemmer (klaver, orgel, keys) og Thomas Edinger (saxofon).
Alex Nyborg Madsen var aftenens velvalgte konferencier. Han kaldte det selv en taknemmelig opgave for “i aften er vi alle sammen fans”. Og så sang han et af mesterens mindre kendte numre som om aftenens første. “Tak, tak … jeg kan love, at herfra bliver det kun bedre”, lød det unødvendigt beskedent fra den store mand med den kælne stemme til det tændte publikum i det udsolgte biograf, da bifaldet havde lagt sig.
Kira, Silas og Krebs var bedst
Carl Emil Petersen, nu landskendt fra TV2´s Toppen af Poppen, lagde for med et overraskende og i hvert fald ikke indlysende valg som startnummer, “State Trooper” fra Springsteens mørke solo-abum Nebraska. Han fulgte op med lidt forsigtige, lavtflyvende, men loyale versioner af to sikre koncert-hits, “Tougher Than The Rest” og “Brilliant Disguise”.
Band-medlem, keyboard-spilleren Mads Bjørn fik lov til at synge “Tunnel of Love”, inden en sortklædt Kira Skov indtog scenen og væltede huset med en tung, forrygende “Adam Raised a Cain”. Den blev fulgt op af lige så flotte versioner af “Darkness on the Edge of Town” og “Because The Night”, som Patti Smith hittede med for 40 år siden og stadig optræder med.
For mig var Kira Skov klart aftenens stjerne-solist. Silas Bjerregaard gjorde også et godt indtryk med “Streets of Philadelphia”, “The River” og “Dancing in the Dark”. Aftenens største overraskelse var alderspræsident blandt solisterne, Poul Krebs, 63 år, som – og det vil mange garanteret ikke tro på, men dem om det – næsten matchede Springsteens energi-niveau i “Cover Me” og “No Surrender” og forinden havde lagt fint op til “Wreck on the Highway”.
Aura Dione, Steen Jørgensen, Michael Falch og band-guitaristen m.m. Cajsa Vala bidrog også som solister til en dejlig aften i Bruce´s tegn. Efter “Born to Run”, det oplagte ekstra-nummer med alle på scenen, var der ikke mere tilbage i hyldest-holdet. Små to timer var passende. Tak for Amager-festen – og hjerteligt tillykke til Boss´en.
Stakkels, stakkels fremtid …
Og som Alex Nyborg Madsen sådan nogenlunde sagde til farvel-og-tak:
“I de senere år har mange haft travlt med at erklære rockmusikken for død. Men med alle de unge mennesker på scenen og blandt publikum til at fejre Bruce Springsteen i aften, er jeg sikker på, at den i hvert fald nok skal holde vores tid ud. Om folk så om 20-30-40 år vil mødes hyldestkoncert for Justin Bieber, Cardi B og ASap Rocky … ja, det må de sgu´ selv ligge og rode med.”