Hans Kongelige Højhed Prins Henrik døde tirsdag den 13. februar 2018. Det var trist. For mit eget vedkommende kan jeg endda tilføje: overraskende meget trist.
I takt med Ekstra Bladets og vist også nogle af de andre kulørte danske mediers fladpandede, hetz-lignende latterliggørelse af den belæste, musikalske og kultiverede og, ja okay, krukkede overklasse-franskmand, der ville være dansk konge og i øvrigt ikke begraves ved siden af sin hustru, Dronning Margrethe, hvis han ikke kunne få den fine titel, blev jeg – måske som en modreaktion – interesseret i at få lidt (mere) lødig viden om Prinsen. Som andre i min omgangskreds kendte jeg ham mest fra tv-udsendelser som en lun, men tydeligvis vidende, smagskrukke i sit eget køkken. Både det franske og det danske.
Jeg købte og læste Stéphanie Surrugue´s portrætbog om Henri de Monpezat, Enegænger. Den er velskrevet og interessant læsning om blandt andet, men ikke kun, Prinsens efter dansk standard kontroversielle synspunkt vedrørende børneopdragelse. Det blev selvfølgelig den oplagte vinkel for danske medier.
Få har drillet, sikkert også provokeret, de lavtflyvende, gråkedelige, Jantelovs-elskende, frikadelle- og Dannebrogs-danskere så elegant som den sprogligt begavede og -kyndige, franske verdensmand, der hele sit liv baksede med at lære at udtale også det danske sprog korrekt. Selv om det aldrig lykkedes for Prinsen, var han nemlig bevidst om, at en beherskelse af det danske sprog (herunder korrekt udtale) ville være vejen til at blive accepteret og respekteret af de nye landsmænd.
Nå, men det gik jo, som det plejer at gå: Da Prinsen døde blev han både accepteret, respekteret og vist endda elsket af rigtig mange, som ikke ville eller gad prøve at forstå manden, da han var i live.
Døden kom ikke uventet for offentligheden. Efter prinsens lange sygdomsforløb, indlæggelse og hjemkomst til familien på Fredensborg var den varslet af de mange royale eksperter og kommentatorer, som havde let adgang til medierne under Prinsens sygdomsforløb og i dagene op til hans død.
Jeg er ikke meget royal, gider sjældent se ret mange minutter af de begivenheder – kongelige bryllupper, begravelser, statsmiddage og hvad der ellers dækkes af tv-stationerne – men jeg fulgte timevis af tv-dækningen efter Prins Henriks død. Blandt andet fordi, dækningen gav et mere nuanceret billede af manden, vi vist alle sammen havde en ikke nødvendigvis vidensbaseret mening om.
Det var i de dage, jeg første gang hørte om begrebet Castrum doloris (se under artiklen). Det lyder af noget fint, så måske derfor, måske af nysgerrighed, besluttede Karen og jeg, som tusindvis af andre danskere, at vi med vores tilstedeværelse ville sige farvel og tak til Prinsen.
Så vi kørte til København søndag den 18. februar.
Efter et smut forbi Amalienborg og de mange, mange blomsterhilsener gik vi forbi Det Gule Palæ, hvor man kunne skrive en hilsen i et fremlagt kondolence-telegram. Vi kom ind stort set uden ventetid og Karen skrev: “Det var morsomt” underskrevet Jørgen + Karen. Bare dét. Fint.
Da vi nåede frem til Slotsholmen og Christiansborg Slotskirke, kunne vi godt se på køen og høre på kommentarerne, at man måtte regne med ventetid, måske op til en time, inden man kunne komme ind i kirken og få sit quick-syn.
Det var bidende koldt, men solen skinnede. Det var en smuk dansk vinterdag. Og når vi nu alligevel var kørt og gået så langt, så …
Køen slangede, eller måske rettere, sneglede, sig laaaaangsomt afsted langs Thorvaldsens Museum ned mod Nationalmuseet, langs Frederiksholm Kanal, over Marmorbroen, ind i gården og hele vejen rundt forbi de kongelige stalde og ridebanen, og så ellers hele vejen retur tilbage mod Christiansborg Slotskirke. Ingen forsøgte at snyde, det var køkultur, når den er bedst, så det gik an, selv om alle frøs.
Det varede præcis to timer og 35 minutter før vi var nået hele vejen rundt og fik adgang til en tavs tur omkring Prins Henriks hvide kiste. Turen inde i kirken varede vel et par minutter, allerhøjst fem, fra vi kom ind til vi gik ud. Passende højtideligt. God oplevelse.
Så, Adieu, Henri, og tak for turen. Det v a r (også) morsomt.
Castrum doloris (latin: smertens leje) er den offentlige fremvisning af prominente personers kiste inden begravelsen. Den viser den døde i dennes magt og vælde. Kisten står på en katafalk under en baldakin flankeret af lys, blomsterdekorationer, æresvagt og symboler på den dødes position som kroner, kronregalier, ordener og våbenskjold.
