Jeg nævner det bare lige: Blandt de mange nye, spændende musiknavne, der sidst i tresserne fik mig, min skolekammerat og ven Finn Spilski og andre lydhøre fra omgangskredsen til at tage togturen fra lille Knabstrup til koncertstederne i København – Falkoner Centret, Tivolis Koncertsal, KB Hallen – var Jimi Hendrix Experience, der havde Jethro Tull med som opvarmning og Led Zeppelin, der på plakaten stod lige over Keef Hartley Band, men under hovednavnet Country Joe & the Fish.
Hvis du er vidende og måske også gammel nok, så ved du, at det er sgu´ altså ret syret: Led Zeppelin og Jethro Tull som opvarmning …
Jeg gemte koncertbilletterne og fik efterhånden en pæn lille samling, som jeg stiftede fast på opslagstavlen på mit værelse i Knabstrup. Udover de nævnte var der Ike & Tina Turner, The Young Rascals, Mothers of Invention, The Who, Fleetwood Mac med Peter Green og Jeremy Spencer, mageløse The Band og flere andre som var større dengang endnu nu, 45-50 år senere.
Desværre fik jeg ikke stiftet alle mine koncertbilletter så højt oppe på min opslagstavle, at min lille nevø, Steen, ikke kunne nå dem. Det kunne han, skulle det vise sig, liiige netop, når han stod på tæer.
Steen skulle lege bus, skulle han. Og til det formål mente han, at mine gule, grønne, blå og røde koncertbilletter ville være perfekte som busbilletter. Han var god til at lege med sig selv, så ingen opdagede attentatet på mine koncertbilletter før det var for sent.
Tilbage på opslagstavlen, aller øverst oppe, sad de tre-fire billetter, han ikke kunne nå. Og det var det sørgelige syn, der mødte mig, da jeg kom hjem fra en sikkert småkedelig dag på Mørkøv Realskole – og ikke anede, hvorfor mine koncertbilletter var forsvundet.
Forklaringen med bus-legen fik jeg nogle dage senere. Jeg tror, jeg var den eneste i familie og omegn, som ikke syntes, det var lidt sjovt.
Samme år lykkedes det minsandten min kreative nevø at overtrumfe angrebet på mine koncertbilletter. Denne gang fik han lyst til at lege med mine Beatles-singleplader. De endte deres dage som spille-egnede vinylprodukter efter en tur i min fars nye grusbunke. Og for et par stykkers vedkommende vist også i min mors nye moderne pop-up brødrister, som nevøen havde lært sig at betjene. Jo, jo. Brødristeren!? Den døde så også af behandlingen.
Steen Strøm Karstensen, min nevø, fik elevplads hos AP Møller Maersk. Der er han stadig. Nu som administrerende direktør, CEO, i Maersk Supply. No wonder.
AMERICA (Marquee Club, London, 1972): Første gang jeg stødte på det ikke just selvudslettende band-navn var under et besøg i London i 1972. Jeg var der med Olsen, som er min realskolekammerat Jørgen Olsen fra Skamstrup, på en tur, jeg ikke kan huske ret meget – noget som helst, faktisk – andet fra. Men America gjorde indtryk. Den unge californiske trio, ukendt for os begge indtil da, skulle spille i den legendariske Marquee Club på Wardour Street. Det var egentlig det berømte lille, mørke, lavloftede spillested, vi opsøgte og ville opleve, ikke så meget den for os helt ukendte trio: Dan Peek, Gerry Beckley, Dewey Bunnell – der knaldede ud over den lave scenekant straks fra de første medrivende akkorder i den lange akustiske guitar-intro og de første flerstemmige strofer i åbningsnummeret “Riverside”. Fra dét stjerne-øjeblik i Marquee Club fik America en fin lille plads i mine ører og i mit hjerte. Jeg fulgte især gruppen op gennem 70´erne på dens tre første og bedste album America, Homecoming og Hattrick. Senere fik de selveste George Martin som producer, blev multi-millionsælgere i hjemlandet og fik et lidt nedladende prædikat som Crosby, Stills & Nash … Light.
Band, The (KB Hallen, København, 25/5-1971):
Bowie, David (Falkoner Teatret, København):
Crosby & Nash (Værket, Randers, 2011?):
Cohen, Leonard (Forum, København, 2009??:
Dylan, Bob (Gøteborg):
FORBERT, STEVE (Loppen, Christiania, 3/4-2014): Jeg har været på Forbert siden første gang, jeg hørte hans debut-LP, mesterværket Alive On Arrival, tilbage i 1978. Jeg havde læst en meget positiv anmeldelse af pladen i både Aktuelt og Rolling Stone og bad derfor pladeselskabet sende et eksemplar til anmeldelse i mit Pop-hjørnet i Holbæk Amts Venstreblad. Jeg fik LP´en tilsendt, lyttede og var begejstret fra sådan cirka første strofe af indledningsnummeret “Goin´ Down to Laurel”. Forbets efterfølger til debut-LP´en, Jackrabbit Slim, er lige så god og stadig hans største salgs-succes. Jeg gav Karen et eksemplar af den, da vi blev kærester, så Steve Forbert blev en del af vores fælles soundtrack. Derfor skulle vi selvfølgelig til hans solo-koncert på Loppen, Christiania, tirsdag den 3. april 2014. Anders var også med. Efter den intime og fine koncert solgte og signerede Forbert et udvalg af sine cd´er. Jeg købte hans på det tidspunkt seneste, Over With You, og Karen ville have den signeret. Det fik hun. Hun mener også, hun fik en lille snak med ham, mens han med guldskrift skrev på coveret: For Karen – Steve Forbert. Stort.
Gasolin´(Knabstrup Hallen, 1973??):
Havens, Ritche (Bitter End, NYC)
Hiatt, John & The Goners (Amager Bio, København, ..):
Homage to Joni Mitchell: Madrid
I
Jam, The (Club 100, London):
Jayar (Greenwich, NYC):
Hendrix, Jimi + Jethro Tull (Falkoner Teatret, København, 10/1-1969)
Houserocker Johnson & the Shadows (:
Led Zeppelin:
Leth, Jørgen + Mikael Simpson, Fridtjof Toksvig (DR Koncerthuset, København, 17/5-2014)
Marley, Bob & the Wailers (Roskilde Festival, 19..):
Manassas (KB Hallen, København, 21/9-1972):
MORRISON, VAN (Langelands Festival, 30/7-1993): Jeg har i nærheden af 40 album og har været til tre koncerter med den lille, tætte gnavpot fra Belfast. Den bedste koncert – med afstand – var på Langeland Festival i Rudkøbing 30. juli 1993. Det småregnede, jeg havde Simon, 8 år, på skuldrene i perioder under koncerten. Karen og Jonas, 1 år og i barnevogn, var også i nærheden. Mester Morrison var i ganske fint humør og hans super-band med bl.a. Georgie Fame på orgel og Candy Dulfer på sax var forrygende. Repertoiret var for en stor del hentet fra albummet Too Long In Exile, der var udsendt tidligere på året.
Van Morrison har lavet en masse fantastisk musik siden Them-dagene i 1966, og den fylder både i LP- og CD-reolen og i mit liv. En lidt bizar oplevelse kom således i 2001, da jeg arbejdede jeg på Radiosporten i Radiohuset på Rosenørns Allé. Der hilste jeg jævnligt på fhv. MF (S), Jimmy Stahr, en flink mand, der var vært på Giro 413 – programmet som dengang blev sendt på P4 umiddelbart efter Middagsradioavisen og sporten. Søndagen efter jeg var fyldt 50 stak Jimmy hovedet ind på sportsredaktionen og sagde til mig, at han syntes, jeg skulle lytte til Giro 413, når jeg havde sendt min middagssport ud i æteren. Det gjorde jeg så med et halvt øre, der voksede til et helt, da Jimmy begyndte at tale om en kollega fra sporten, som lige var fyldt 50 og i den anledning havde gæsterne til hans fødselsdag samlet ind til Giro 413. Musikønsket var “noget med Van Morrison”. Og så spillede han “Days Like This”, formentlig et af de mindst Giro 413-typiske numre, der nogensinde er spillet i radioen. Men tak for sangen, kære venner. Og tak, Jimmy Stahr, for den særprægede oplevelse det var, at høre mig selv omtalt i – af alle programmer – Giro 413.
McCartney, Paul:
N
Oasis:
Olsen, Allan:
Q
Raitt, Bonnie (Amager Bio, København, 11/6-2016):
Rascals, The Young, (Falkoner Teatret, 197?):
Rolling Stones, The:
Springsteen, Bruce & The E. Street Band (bl.a. Roskilde Festival 7/7-2013, Parken 14/5-2013, Olympiastadion Berlin 19/6-2016):
Springsteen, Bruce & the Seeger Sessions:
Tedeschi Trucks Band (Amager Bio, København, 9/11-2015):
Trout, Walter (Amager Bio)
Turner, Ike & Tina:
U2 (Roskilde Festival, 2/7-1982:
Waters, Roger:
Wings:
Who, The:
X
Y
Zappa, Frank & Mothers of Invention (KB Hallen, København, 2/12-1970):
Zappa, Dweezil & Zappa Plays Zappa (B.B. King´s Nightclub, New York, 20??):