Louisiana State Penitentiary – i daglig US-tale “Angola Prison” eller “The Farm” – dækker et indhegnet, top-sikret, overvejende landbrugsdyrket areal på 73 flade kvadratkilometer. Flere end 5100 af USA´s hårdest dømte mænd og kvinder bor, arbejder og lever deres liv under opsyn i fængslet. De indsatte afsoner domme fra 10 års fængsel til dødsstraf. Da vi besøgte stedet sad 61 dødsdømte isoleret i celler på Death Row. Dødsstraffen er p.t. sat i bero i Louisiana. Seneste eksekvering, ved indsprøjtning, var i 2010.
Vi mødte ikke de dødsdømte. Det gør man ikke, trods alt. Men vi var i bygningen med cellerne på Death Row og vi så, stod, midt i The Death Chamber, hvor de dømte skal henrettes, aflives, hvis deres dom bliver eksekveret. Speciel oplevelse. Mere uvirkelig end uhyggelig, synes jeg, måske fordi det hele forekom så genkendeligt. Set før. På film.
Lokalet er hvidmalet og tomt bortset fra en kors-formet, sort briks med fastmonterede læderremme, et par vægtelefoner, et vægur, en tynd plasticslange der dingler fra et hul i væggen fra et tilstødende lokale. Til giften, formoder jeg. Alt er rent. Klinisk. Fra briksen er der vel et par meter ud til vinduerne til vidnelokalet. Her sidder repræsentanter for staten, offentligheden – og for hævnen, typisk familiemedlemmer til den eller de personer, den dødsdømte har myrdet.
Inden hjemmebesøget hos de dødsdømte besøgte vi stedet, huset, cellerne, hvor de dødsdømte tidligere tilbragte deres sidste år, dage, timer. Det ligner en stald med båse til køer eller heste. Og den tilstødende bygning, hvor dødsstraffen blev eksekveret. Dengang i en elektrisk stol. Den står der stadig til gru og særpræget underholdning for de besøgende. Ikke den ægte stol, men en nøjagtig kopi af den. Så er det, man har behov for liiige at tænke over, hvad de dødsdømte mon har gjort.
Statsfængslet i Louisiana er det største i USA og et af de mest flugtsikre i verden. De fleste indsatte kommer aldrig ud igen. De slutter deres liv i Angola Prison. Mange af dem bliver begravet der. Der er to gravsteder for mennesker i Angola Prison. Og et for stedets specialtrænede hunde. Det er i praksis umuligt at flygte fra stedet, der udover elektronisk overvågning benytter bevæbnede betjente til hest og specialtrænede hunde til at holde de indsatte på rette sted, når de for eksempel er på det daglige markarbejde.
Det er, trods alt, noget nemmere som besøgende at komme ind på “The Farm” – når man har fået at vide, hvad man må og ikke må under det guidede turist-ophold, og i øvrigt afleveret mobiltelefoner, kameraer, optageudstyr, skarpe genstande.
Reglerne blev indskærpet i klar tale af vores smilende kvindelige guide: Ingen foto. Ingen film- og lydoptagelse. Ingen vandren omkring, vi skal holde os i gruppen. Vi må godt stille spørgsmål til de af fængslet udvalgte indsatte, vi præsenteres for. Ét spørgsmål må vi dog ikke stille: Hvorfor er du her?
Louisiana State Penitentiary Museum ligger uden for det indhegnede fængselsområde. Vi havde fået vores mobiler tilbage, og det var tilladt at knipse et mobilfoto. Museet? Barsk historie i billeder, avisartikler, film, plancher og rekvisitter, som bl.a. har været brugt til drabsvåben. Fængslende oplevelse.
Make the Better Choice
Vores smilende, veltalende guide præsenterede sig selv som troende kristen og aktiv i den menighed, hun er medlem af. Hun elsker sit job som fængselsbetjent, sagde hun, fordi det giver mening at hjælpe de indsatte kriminelle til at Make the Better Choice. Under de givne vilkår, forstås. Det lyder banalt. Det er det også:
Jo, hun var selv blevet truet af en indsat. Der skete ikke noget alvorligt, men den indsattes trussel blev registreret, han blev frataget visse fordele/goder i det daglige, som han måske har været år om at gøre sig fortjent til. Truslen mod den kvindelige fængselsbetjent var altså en dårlig beslutning med en uønsket konsekvens. Enkelt.
For de indsatte i Angola Prison – de fleste er mordere, sorte og latinoer, dårligt eller slet ikke uddannede – betyder de givne vilkår en hverdag med fast arbejde. Det kan være landbrug, køkken, service til en timeløn på 50 cent, en halv dollar. Halvdelen bliver sat ind på en konto, som den indsatte får udbetalt som start-hjælp, når/hvis de bliver løsladt. Resten er til snold: cola, smøger, begrænset internet-adgang …
Statsfængslet i Louisiana har været brugt som kulisse i adskillige både dokumentar- og spillefilm, bl.a. Dead Man Walking (med Susan Sarandon og Sean Penn). I mange år blev fængslet betragtet som det mest barske, voldelige, blodige og bedst sikrede sikrede i USA. Det ændrede sig for en snes år siden, da fængslet fik ny ledelse, som gennemførte en modernisering af fængslets fysiske rammer og ændrede vilkårene for de indsatte.
Hunde-hjælp til krigsveteraner
Et konkret eksempel på, at indsatte i Angola Prison kan beskæftige sig med meningsfulde aktiviteter er PAWS (Prisoners Assisting Warrior Services), et program fra 2017 hvor særligt udvalgte og egnede indsatte træner hundehvalpe, så de kan være til daglig hjælp og støtte for krigsveteraner, der har pådraget sig forskellige traumer.
Vi fik et oplæg fra den daglige leder af programmet (en livstidsfange) og en lille, rørende, demonstration fra fire indsatte hundetrænere, der gav prøver på, hvad de på et lille års tid kan nå at lære deres hunde, inden de bliver givet videre til de heldige syge krigsveteraner som får en firebenet ven for livet. Hele PAWS-programmet er finansieret af donationer og frivillige bidrag.