“Vi havde læst, at arrangørerne – belært af erfaringen fra Woodstock – ventede op imod 100.000 deltagere til festivalen. Så de var godt forberedt, mente de. De blev klogere. Det gjorde vi også.”
Det var året efter Woodstock og to før den første i Roskilde, så dér i sommeren 1970 var begrebet musikfestival helt nyt. Mit første erfaring med dette nu stærkt udbredte kultur-fænomen var i England, hvor Bath Festival of Blues & Progressive Music i al tumultarisk fredsommelighed blev afviklet i dagene 27.-28. juni 1970.
Jeg var der sammen med min gode ven gennem hele vores voksenliv, Claus (Engell Larsen), klassekammerat fra HF-tiden på Slagelse Gymnasium, hvor vi hurtigt fandt sammen med afsæt i vores fælles interesse for rock- eller beatmusik, som vel var den gængse betegnelse for genren dengang i slut-tresserne.
Claus kommer fra Ringsted, en storby i forhold til Knabstrup, hvor jeg blev født og voksede op. Han er et halvt år ældre end mig, og havde en del mere erfaring med betydningsfulde teenage-emner som piger og sjov tobak, end jeg havde. Han var disc jockey i det omrejsende diskotek Muhammed (gudhjælpemig) og selvlært bassist i et hyggeband fra Ringsted. Den slags gav lidt ekstra respektpoints … selv om mit Knabstrup i kraft af fodbold og store halfester havde markeret sig viden om som noget ganske særligt. Også i forhold til en by som Ringsted.
Nå, men fra vores faste ugentlige læsning i den engelske musikpresse (New Musical Express, Melody Maker) havde vi fundet ud af, at der på en mark lidt uden for London skulle være en musikfestival, en Woodstock-pendant, med en lang række af den tids – og skulle det senere vise sig: rockhistoriens – aller største navne.
Der skulle vi da over…
Det kom vi. På ægte, ubekymret, ungdommelig amatørvis. Med tog fra København til Holland og skib over kanalen. Vi havde booket et billigt hotelværelse i London hjemmefra.
Billetten til musikfestivalen kan jeg ikke huske hvordan vi fik fat i, men billetter havde vi, da vi lørdag morgen steg på et prop overfyldt tog fra London til kurbyen Bath, der ligger – ikke sådan liiige uden for London, men, som jeg husker det, mindst et par timers bumlet togtur derfra.
Vores samlede medbragte baggage bestod af én lille skuldertaske. Formentlig til penge, pas, smøger og tændstikker. Soveposer, skifte- eller bare varmt overtøj havde vi ikke lige tænkt på, at det kunne være praktisk at have med.
Vi havde læst, at arrangørerne – belært af erfaringen fra Woodstock – ventede op imod 100.000 deltagere til festivalen. Så de var godt forberedt, mente de. De blev klogere. Det gjorde vi også.
Et par døgn senere, på vej hjem til hotellet i London, godt gennembombede med psykedelisk musik og indtryk fra en helt ny verden, kunne vi læse, at der havde været 500.000. En halv million. Og selv om engelske tabloidaviser har ry for at have et noget overfladisk forhold til sandheden, så alligevel: Vi var edderfløjtemig mange mennesker til musikfestival i Bath dén weekend i juni 1970.
Mit hjembragte program fra festivalen i Bath er noget laset, men bortset fra at for- og bagside er revet løs, er det stadig intakt. Det fremgår, at musikudbuddet var for vildt.
Frank Zappa på Bath: *****
Lørdag bød på bl.a. Fairport Convention, Colosseum, Johnny Winter, It´s a Beautiful Day, Steppenwolf, John Mayall, Canned Heat og Pink Floyd, som afsluttede henad midnat. Et langt nummer inde i sættet, begyndte det at regne, og efter lang tids kravlen og trippen forbi og over menneskekroppe lykkedes det os at finde lidt ly for dråberne. Under en ladvogn.
Det meste af natten tilbragte vi liggende direkte på græsset i et stort, menneskefyldt cirkustelt, som vi kravlede ind i fra siden, mellem et par pløkker. Skuldertasken brugte vi på skift som hovedpude.
Led Zeppelin (Plant og Page) på Bath: *****
Søndag kom solen tilbage og varmede og forgyldte de optrædende – ifølge programmet i denne imponerende i rækkefølge, præsenteret fra scenen af tidens førende og internationalt kendte musikskribent og radio-dj, John Peel: Donovan, The Flock, Hot Tuna, Santana, Country Joe & The Fish, Dr. John the Nighttripper, The Byrds, The Moody Blues, Frank Zappa & Mothers of Invention, Led Zeppelin og Jefferson Airplane, der havde det så varmt på scenen under ekstranumrene, at Grace Slick – jeg sværger, for ellers er det noget jeg har drømt – smed tøjet og dansede nøgen rundt. Hun var pæn uden tøj, Grace Slick, det var hun altså.
Donovan på Bath: *****
Mit lasede program afslører, at jeg uddelte stjerner til alle de grupper, vi hørte – og det var, næsten, alle sammen. Det kunne lade sig gøre, for dengang var der kun musik fra én scene. Jeg gav topkarakter til Zeppelin, Zappa, Donovan, Country Joe. Næsthøjeste karakter til Hot Tuna, Santana, Jefferson Airplane, Steppenwolf og John Mayall.
Midteropslaget fra mit originale, lasede, program fra festivalen. Med mine gavmilde karakterer til de optrædende.
Billederne? Ja, altså, ingen af os havde åbenbart tænkt på at tage kamera med på festivale. Eller måske havde vi fravalgt det?Eller måske glemte vi bare at bruge det? Jeg kan ikke huske det – i hvert fald har jeg hentet billederne på denne side på nettet, hvor man kan finde masser af omtale af og fotos fra den nu legendariske engelske musikfestival.
Efter at have læst historien sendte Claus mig denne kommentar:
– Vi lå ganske rigtigt i ly for regnen under en lastbil under Pink Floyd koncerten, men pludselig hørte vi en lyd som umiskendeligt lød som en motor der startede, vi blev lysvågne og få sekunder efter stod vi ude i regnen igen…