05/10-2019 i Royal Arena, København: Brad Paisley m. band ****/** + Chris Lane **/****
To koncerter med et døgns mellemrum. Fra den ene yderlighed til den anden. Fredag aften i Elværket til Elles Bailey sammen med et halvt hundrede tilhørere. Lørdag aften i Royal Arena til Brad Paisley med 6000 tilhørere. I min bog kan de få lige mange stjerner. Jeg lander på fire store til Bailey, fire små til Paisley. Af helt forskellige grunde. Sammenligning giver ingen som helst mening.
Fornemmelsen kom hurtigt, allerede under den overgearede opvarmer Chris Lane, som var mere show end musik: Jeg er træt af lyden, afstanden til scenen, de flimrende bagskærme (som er nødvendige, hvis man vil se de optrædende), show-elementerne. Jeg kan godt mærke, at jeg er ved at være færdig med Royal Arena og andre kæmpehaller. Også stadionkoncerter. Men lad os nu se, hvis Bruce kommer. Eller Stones…
I Royal Arena fremstod Brad Paisley som en sympatisk, top-professionel musiker/guitarist og tilpas publikums-inddragende entertainer hele vejen gennem den lige godt halvanden time lange koncert. Koncertens første fire-fem numre blev således afleveret sammenhængende og uden kommentarer imellem. Klædeligt.
Ekstra Bladet havde sendt en af mine yndlingsskribenter (til at få mit pis i kog), selvpineren Thomas Treo ud til mastodonten på Amager denne lørdag aften for at “anmelde” den storsælgende amerikanske country-stjerne.
Treo må til sin store tilfredshed have noteret sig, at langt de fleste blandt de cirka 6000 publikummer – pænt aldersspredte, dansk-svenske, nogenlunde ligeligt kønsfordelte, for manges vedkommende hat´n´boots-klædte – havde gang i en solid lørdagsfest med ham den lille lynhurtige guitarmand med den store hvide signatur-cowboyhat.
Hold kæft en klaphat
Men, altså …: Glade, festklædte mennesker til populær, mainstream country med et tvist (guitar-)rock. Det går selvfølgelig ikke. Treo kvitterede med de forudsigelige **/**** under rubrikken Hold kæft en klaphat i Royal Arena.
Jeg læste anmeldelsen på eb.dk hjemme i Holbæk, mindre end to timer efter koncerten var slut. Han er hurtig, ham Treo. Og denne gang vinklede han sin “anmeldelse” på et ord, et begreb, han må have et dybt indgående og helt personligt kendskab til: En klaphat.