I afrejsebrevet fra Stjernegaard Rejser stod besøget i Clarksdale, Mississippi, beskrevet som “stop undervejs med besøg på The Delta Blues Museum”. Det var på turens 7. dag. Ruten gik fra Memphis til Vicksburg. Dagtimerne i den nedslidte, varme, søvnige sydstatsby var, for mig, turens overraskelse. Ikke kun på grund af det fine blues-museum og skuespilleren Morgan Freeman´s autentiske Ground Zero Blues Club, hvor vi spiste frokost, men i høj grad også fordi dagen bød på en ikke-annonceret tillægshistorie. Her er den:
Nej, det er ikke en filmkulisse: Bag bilen ses hovedindgangen til Morgan Freeman´s Ground Zero Blues Club i Clarksdale, Mississippi.
Du kender guitar-riff´et og har sikkert hørt “Crossroads” med Cream, Clapton, Derek and The Dominos, måske Ry Cooder, Lynyrd Skynyrd eller, hvis du er gammel nok, Beefeaters med Peter Thorup – eller andre af de utallige indspilninger, der findes. Manden bag blues-klassikeren er Robert Johnson, som i sit korte liv (1911-38) nåede at indspille i alt kun 29 numre. Han døde som, ja, 27-årig og blev dermed første medlem af en berømt klub, 27 Club, som selvfølgelig slet ikke burde eksistere. Så meget talent, så kort levetid …
Vejkrydset med guitarudsmykningen mellem Highway 61 og 49 ved Clarksdale i Mississippi-deltaet.
I went down to the crossroads
Fell down on my knees
I went down to the crossroads
Fell down on my knees
Asked the Lord above for mercy
“Save me if you please”
En af deltagerne på pakketuren til sydstaterne, Søren (Asbøg Nielsen) fra Højbjerg fik vores fleksible rejseleder, Niels Fessel, til at lave en lille afstikker i dagens rute, så vi kom forbi Robert Johnsons gravsted ved The Little Zion Missionary Baptist Church nær Clarksdale, Mississippi, byen hvor Johnson ifølge myten solgte sin sjæl til Djævelen.
På Wikipedia lyder beskrivelsen: “Det siges, at den unge bluesman Robert Johnson mødte en høj mørk skikkelse i vejkrydset mellem hovedvej 49 og 61 i Clarksdale, Mississippi, en sen midnatstime engang i 1930’erne. Skikkelsen tog hans guitar, og spillede med ubeskriveligt talent et par sange for ham, inden den afleverede guitaren tilbage, og overgav Johnson sin gudgivne evne for guitarspillet, i bytte for hans sjæl.”
En slapper ved indgangen før frokost.
Som forberedelse til turen havde Søren læst den danske musiker B Joe´s bog “Korsvejen” (forlag: Turbine). Med bogen som primær kilde og rejselederens mikrofon som håndvåben klædte han hele selskabet på til vores højtidelige møde med Robert Johnsons grav.
Sørens kone var blevet hjemme i Højbjerg ved Århus. Hun orkede ikke rigtig den lange pilgrimstur til USA´s sydstater, men var helt okay med, at Søren tog afsted, fortalte han en aften ved hotellets pool-kant over lidt øl og vin. Derfor boede Søren på eneværelser på turen. Eller, sådan helt alene var han ikke, for Søren havde altid sin mojo – en lille læderpung med snørelukning indeholdende syv mere eller mindre hemmelige genstande – i lommen eller indenfor rækkevidde.
Godt rejseselskab: Søren Nielsen, pensioneret lærer, nu engageret hobby-guitarist og blues-entusiast. Med egen velplejede mojo i lommen.
Ordet mojo indgår i adskillige blues-sange. (fx. “Got My Mojo Workin´”, Muddy Waters, Johnny Winter m.fl.) En mojo kan beskrives som en kærligheds/sex-amulet, som kan hjælpe til at fange din udkårnes opmærksomhed. Den kan også fange blues-elskere ind og måske gøre dem til bedre musikere.
Sørens mojo blev et dagligt samtaleemne efter han havde introduceret den på en af turens første rejsedage. Det var , så vidt jeg husker, i forbindelse med et kommercielt photo-shoot fra scenen i countrymusikkens højborg, Grand Ole Opry, Nashville, Tennessee. Søren skulle fotograferes umiddelbart efter Karen og mig. I modsætning til os benyttede han lejligheden til at give et lille nummer fra scenen. Mens fotografen klikkede hørte vi en stemme med jysk accent recitere:
On the seventh hour
On the seventh day
On the seventh month
The seventh doctor say
“He was born for good luck
And that you see
I got seven hundred dollars
And don’t you mess with me
What …? Søren fra vores rejsehold står på scenen i Grands Ole Opry og citerer fra Muddy Waters´ “Hoochie Coochie Man”.
Og så fik vi historien om Sørens mojo, der skulle fodres, forkæles, med syv ingredienser fra den amerikanske musik-kultur-tur, han var ude på sammen med os andre.
Undervejs på turen fik Sørens mojo lidt jord fra Robert Johnsons gravsted, den blev skyllet i muddy water fra Mississippi-floden, og den fik også lidt forskellig tingel-tangel fra souvenir-forretninger. Præcis hvad der var i Sørens mojo, ville han ikke rigtig ud med. Det var hans egen lille hemmelighed.
På scenen på Ground Zero Blues Club (bag mojo-Sørens hoved) har mange af tidens store blues-navne optrådt.
En aften faldt Karen og Mette i snak med Søren. Pludselig stak de i et pænt stort, men også lidt hemmelighedsfuldt grin. Vi, rejsemakker Jojazz og mig, lod som ingenting. Dagen efter fik vi forklaringen på grineriet. Ikke fordi vi bad om den, men fordi, vil jeg tro, tøserne simpelthen bare ikke kunne holde ud at holde historien hemmelig. Den var så åbenbart f o r god til tavshed og glemsel.
Vores nysgerrige koner havde spurgt Søren, om den dersens mojo så også kunne noget? Om den virkede? Og jo, det gjorde den bestemt, svarede Søren. Han havde haft rejsning (siger han selv, han sagde, konerne siger han brugte et andet, lidt kortere, navneord med stiv- foran…) hele sidste nat, og “mit værelsesnummer for denne nat er i øvrigt … “.
Clarksdale, Mississippi, Home of the Blues: Slidte huse. Farverige facader. Store overmalede biler. Ramponerede. Charmerende – at se på…
Sgu´da sjovt! Humor, der er til at forstå, ik´ sandt. Så dén historie grinede vi meget af. Vi vidste jo nemlig fra vores gode aftensnakke, at også Søren gennem tiden har været til adskillige koncerter med Johnny Madsen.