Kender du måske nogen, som hedder Dirger til for- eller mellemnavn? Kan man overhovedet hedde det? Yes, det kan man. Jeg gør det selv, påstår min gamle rektor fra Slagelse Gymnasium. Han bestemte, at jeg i mine to år som doven HF-studerende hed Dirger til mellemnavn. Ikke Birger, som mine forældre og jeg selv, selvfølgelig, gik rundt og troede.
Her er historien. Den begynder med noget fransk:
Sommeren 1969 forlod jeg Kildebjergskolen i Mørkøv med en okay, men, viste det sig, mangelfuld realeksamen. Jeg havde fravalgt den tørre latin i 2. real, hvor jeg var nogenlunde lige så træt af at gå i skole, som lærerne var trætte af mig. I 3. real sprang jeg fra tilvalgsfaget fransk, selv om vores lærer, fru M. Petersen, efter min blærede højt-oplæsning af dagens lektie i hele klassens påhør erklærede, at jeg “…talte fransk som en indfødt”! – “Ja, indfødt dansker…” lød det prompte og til især drengene i klassens jubelbrøl fra Kim “Werrrrner” Jensen. Og han skulle være klasse-kammerat. Tsk, tsk…
Et par af fransk-timerne var skema-sat til fredag eftermiddag. Efter cirka tre måneder med jævnlig fredagspjæk landede jeg, trods mine udtalte franske talenter, på det fristende alternativ bare at holde fri.
Da konsekvensen af mine sproglige bekvemmeligheds-fravalg gik op for mig, var det for sent at fortryde. Jeg kunne ikke komme ind på Kalundborg Gymnasiums sproglige linje uden bestået latin. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle. Så var det, at min mor gjorde opmærksom på den nye to-årige Højere Forberedelseseksamen (HF) som en mulighed.
Slagelse Gymnasium var nærmeste gymnasium med HF som tilbud, så jeg kom til samtale hos den myndige rektor O. Skouby. Det gik okay, men han gjorde et stort nummer ud af, at min dåbsattest var ulovlig, fordi der tydeligt var rettet i den. Min mor havde med kuglepen ændret et enkelt bogstav i mit mellemnavn. Præsten, som muligvis var lidt døv, havde skrevet Jørgen Dirger Rasmussen i dåbsattesten.
Dirger? Hvem i hele verden hedder Dirger?
Min mor har altid sagt, at præsten – smådøv, distræt, whatever – må have hørt eller bare skrevet forkert dåbsattesten. Mit mellemnavn er (eller skulle være) det trods alt mere almindelige, mindre eksotiske Birger. Derfor rettede hun selv med kuglepen D´et i dåbsattesten til et B.
Rettelsen med mors blå kuglepen over den (nu) næsten farveløse fyldepensskrift er, som det fremgår, meget tydelig.
Det er forbudt! Fy, man må ikke rette i en dåbsattest, belærte rektor Skouby min handlekraftige mor, som – i dette tilfælde – hverken kunne tale eller charme sig ud af miseren.
Vi måtte acceptere, at jeg blev optaget på HF i Slagelse som Jørgen Dirger Rasmussen.
Dengang mente jeg, at det var så rigeligt slemt nok at hedde Birger. Men ligefrem Dirger?
Nu, 50 år og en godt 21 år lang radio-karriere i DR senere, kan jeg ellers fint høre det for mig: “… tak for nu og på genhør fra Jørgen DIRGER”! Da-da-daaaaaa!!