Livsglade Finn, min gode ven og nabo fra vores år i Regstrupparken, er blevet til støv. Sådan i fysisk forstand. Hvad der ellers er blevet af ham, ved jeg ikke, men jeg ved, at han fyldte godt op og satte sine spor, mens han var levende. Også i mit liv.
Politibetjenten Finn Christensen står der på gravstenen over urnen i Engledalen – selvfølgelig, hvor ellers? – på den smukke, velplejede naturkirkegård i Holbæk.
Ikke bare politibetjent. Politibetjenten. Sådan ville pigerne i hans liv have det, og dét nikkede Finn ja til, inden det var for sent. Under hans navn og tallene der afslører, at der gik 65 år mellem hans fødsel og død, er der indgraveret de tre symboler for tro, håb og kærlighed.
Jeg bor i nærheden og kommer jævnligt forbi med en hilsen og en venlig-varm tanke på det sted, hvor dette en gang så nærværende, oplevelses- og nydelsessøgende menneske er lagt i jorden som en pose støv.
Det er noget underligt noget, men jo egentlig meget konkret. Min gode ven og nabo, som jeg har snakket stort-og-småt og grinet med i så mange timer, nu: en pose støv. Som jeg selv bliver en dag.
Det dér ned “min gode ven og nabo” var bestemt ikke min, men Finns måde at omtale vores relation. Helt fra begyndelsen af vores nabo- og bekendtskab havde Finn for vane at præsentere både mig og Karen som “min gode ven og nabo”, når vi skulle hilse på hans familie, kolleger, loge-brødre og øvrige bekendtskaber.
I begyndelsen, vel faktisk i årevis, havde jeg det sådan med den uden tvivl velmente præsentation, at det halve kunne være nok. Naboer i det grønne hjørne på de, synes vi selv, bedst beliggende parceller i bunden af Regstrupparken var vi jo. Gode naboer. Men var vi også gode venner? Sådan fra day one? Aaarh…
I min værdi-bog skal sådan en venne-relation bygges op samtale for samtale, oplevelse for oplevelse, indtil der en skønne dag er lagt tilstrækkeligt indskud til fælles referencer, fælles historier, gensidig sympati.
Tilstrækkeligt? I hvert fald indtil man kender og accepterer hinanden bedre end overfladisk.
Det tager tid.
Men de indskud til venne-kontoen kom hen ad vejen. I form af samtaler, arbejdsfællesskab og gensidig hjælpsomhed, rejser og andre oplevelser der lærte os noget om hinanden, og som førte til den form for, ja, venskab, vi landede på.
Vores nære relation, vores venskab, blev bygget op ord for ord, bid for bid, tår for tår, grin for grin. Vi kunne snakke om alt muligt mellem himmel og jord – ja, nemlig, også dét: hvad der mon er mellem himmel og jord? – og som regel, men ikke altid, over en kop kaffe, en øl eller to, et glas vin, gerne flere, og gerne noget at spise til.
Det var rækkefølgen: Samtale, småsnak – gerne med noget at drikke og spise til. Det var ikke sådan, at vi sad og spiste og drak i stilhed. Det skete vist aldrig.
Pudsigt er det, at Finn – politibetjenten, snedker, handyman, logebror, plejefar, frivillig- og nabohjælper, fritidshealer, Kyäni-sælger – og jeg kunne noget helt forskelligt og kun i meget begrænset omfang havde fælles interesser. Men vi var alligevel gode til at ferie-opleve, motions-cykle, have-arbejde, slappe af, spise, drikke, lytte, fortælle, grine og trøste i hinandens selskab.
Jeg tror, vores lyst og evne til at dele, dele ud af, og nyde livets basale, nærliggende, opsamlingsparate goder, gjorde, at vi hurtigt kom på bølgelængde og åbnede op i hinandens selskab.
Min personlige relation til Finn fik sit eget dybe, stærke, næsten ordløse statement, da jeg på hans opfordring var med til at bære kisten med hans afsjælede legeme ud af Skt. Nikolai Kirke i Holbæk.
Min sidste snak og min sidste frokost med Finn var i hans og Annes lækkert moderniserede andelslejlighed i Labæk, Holbæk, hvor de var flyttet ind få måneder før Finn døde.
Anne kom forbi Skrænten og overbragte invitationen: Finn ville gerne tale med mig over en frokost. Alene. Der var noget vigtigt, han ville spørge mig om.
Anne bekræftede min bange anelse. Detaljemanden Finn forberedte selvfølgelig sin egen død og begravelse. Om jeg ville være med til at bære hans kiste ud af Skt. Nikolai Kirke, når dén tid kom. Underforstået: det gjorde den snart …
Jeg glædede mig ikke til den frokost med min dødssyge ven, men omstændighederne taget i betragtning var der ikke så meget at rafle om, så selvfølgelig kom jeg.
Anne og Finn på tagarbejde – for os
Jeg vidste, at livsnyderen Finn efter over et års hård kamp mod en aggressiv prostata-cancer havde takket nej til yderligere udsigtsløs behandling. Han vidste, hvad der var på vej. Det var alvor.
Finn skulle snart afsted fra denne jord, 65 år gammel.
Jeg tænkte: Det er for tidligt, Vorherre. Der er kuk i tidsplanen. Det er ikke i orden.
Men den slags overvejelser ændrer ikke noget, og nu ved jeg, hvordan det føles at tage afsked med en ven. Jeg ved hvordan det er, når et menneske man har haft mange gode oplevelser med, bevæget til det grådkvalte og med stammende stemme får spurgt, om man som hans ven vil være med til at bære hans kiste ud af kirken.
Jeg håber, jeg fik svaret, som der skal svares i sådan en situation.
Vi kom over det begge to, fik en slags styr på vores følelser, skålede en sidste gang i islandsk snaps, spiste silden, Finn helt uden den frydefulde appetit, jeg ellers altid vil forbinde ham med.
Vores hoveder var tømt, hjerter lettet, som så ofte før, når vi havde snakket igennem – også om liv og død, et emne, som hverken var nyt eller fremmed for os. Nu var det bare på en anden baggrund og for en sidste gang. Det vidste vi.
Den Finn, jeg kendte, var åben, nysgerrig og videbegærlig. Måske derfor blev han i sine sidste år i stigende optaget af “det alternative” og “det spirituelle”, som han efterhånden foretrak at kalde det. Også på det område gik han grundigt til værks. Han havde et – naturligt – behov for at tale om sin interesse. Jeg lyttede og kommenterede med en varierende blanding af skepsis, undren og sikkert ikke altid lige vellykket forsøg på forståelse til hans begejstring for de naturprodukter, han solgte, og det firma, Kyäni, han så stolt repræsenterede. Også efter det var blevet afsløret, eller i hvert fald voldsomt kompromitteret for dets produkter og forretningsmetoder i en tv-dokumentar.
Finn vidste godt, at jeg som udgangspunkt er skeptisk over for den såkaldt alternative industri, der – som jeg ser det – til søgende, usikre sjæle sælger håb om indsigt, selvforståelse og et bedre liv i pille-, saft-, berørings- og bogform.
Det blev en udfordring for vores tætte relation, da Finn allerede inden han fik konstateret prostata-cancer med stor energi og overbevisning kastede sig over karrieren som repræsentant for Kyäni. Det amerikansk firma sælger kosttilskud (fiskeoliepiller og juice lavet af vilde Alaska-blåbær) som markedsføres som en helbredende og forebyggende mirakelmedicin mod en række sygdomme.
Kræft, for eksempel…
Nej, så vil jeg hellere huske vores cykelture sammen, vores ferieture .. på Cypern, Island, Prag .. vores grill-aftener hos hinanden i nummer 63 og 65, ved spiseborde inde eller ude. Hygge, som Finn kaldte det: Nu skal vi hygge… så gik vi til den med italesat eller ofte bare højlydt mumlende nydelse, alene to eller med Anne og Karen, uhm-uhm, kom som jævnlige indskudte sætninger under filterløse samtaler, der ofte handlede om noget en af os havde oplevet, set, læst eller hørt.
De gode snakke kunne være om vores arbejde- eller fritidsinteresser, men efterhånden talte vi også tillidsfuldt i timevis om personlige og private anliggender. Som kun venner kan.
Vi kunne prøve argumenter, søge anerkendelse, forståelse, trøst hos hinanden. Vi kunne give hinanden plads og fylde nuet. Selv om vi hver for sig og parvis måske ikke havde andre fælles interesser end lige netop dét – at være sammen. Det var vi til gengæld gode til.
Finn og Anne var godt selskab og hjælpsomme naboer, da vi boede i Regstrupparken. Rollefordelingen var som regel: Jeg hjalp til, så på, hentede, bragte. Nogen handyman er jeg ikke, men det var den grundige, snedker-udlærte Finn til gengæld. Han havde værktøjet, og han kunne bruge det.
Udover hans egen og Annes familie omfattede Finns enorme netværk kolleger fra ind-og udland, logebrødre, Orø-boere, forretningsdrivende i Holbæk, morgen- og vinterbadere, skole- og kirkefolk, sprittere, originaler og så sådan nogen som os, naboer i Regstrupparken.
Finn døde på Hospice Sjælland i Roskilde juledag, den 25. december 2014. Han blev bisat fra Skt. Nikolai Kirke i Holbæk den 2. januar 2015.
Kirken var fyldt. Over 400. Finns to brødre, en politimand, en gammel ven fra fødeøen Orø, hans bedste ven fra Island, Gudmundur, og jeg, hans ”gode ven og nabo”, bar den hvide kiste til rustvognen. Den var tung, det var hundekoldt og det blæste ganske kraftigt, da en motorcykelbetjent eskorterede vognen fra kirken til kapellet.
Flere end 250 fortsatte til kaffe på Vadestedet, hvor et ekstra lokale måtte tages i anvendelse, og hvor det alligevel kneb med stole til alle dem, der ville være sammen om et sidste farvel, en sidste hilsen, en sidste tak for alt til en mand, der fyldte godt, satte sine spor og var god til at leve det liv, han fik.
Det skal du have deroppe – eller hvor du er, “min gode ven og nabo”. Du gjorde det godt…