GTA: Gux, Tara, Aldo – og nu m.fl.

Nå, men det var så det arbejdsliv. Så var der pludselig bedre tid til musik, bøger, film, tv-serier, golf, motion, indkøb, madlavning og … hvad-har-vi?

Jævnaldrende fra omgangskredsen – gamle skolekammerater, f. eks. – med fælles interesser, indstilling, humor, kan være heldige at have hinanden at trække lidt kvalitetstid på.

Værten – fra det stiftende GTA-møde på Skrænten (Foto: Aldo)

Jeg tænkte: Hvorfor ikke mødes på skift hos hinanden, spise frokost, køre eller gå en tur, udveksle røverhistorier. Hvad er tabt ved at prøve?

Jeg testede ideen hos først Tara, derefter Aldo. De var med. Begge to.

Aldo mente, vi skulle kalde os GTA – for Gux, Tara, Aldo. Nævnt i rækkefølge efter alder. Sådan blev det. Og sådan er det stadig, selv om holdet er vokset til det dobbelte.

Første møde var 2. juni 2014 hos mig på Skrænten 48, hvor vi sammen lavede et koncept for sammenkomsterne: Vi mødes sådan cirka hver sjette uge, nu hveranden måned, fra ved 9- til 15-tiden. Efter morgenmad en aktivitet – gåtur, skovtur, firmabesøg – så frokost med en øl eller to, mere snak og afslutning ved 15-tiden med en kop tak-for-i dag-kaffe. Det koncept kører stadig.

Kim (Jensen) og (Jørgen) Olsen, er stødt til. Og senest også spille- og brandmanden (Finn) Spilski, min gamle musikven og skolekammerat fra Knabstrup, der – som den eneste på GTA-holdet, fortsatte i 8.-9. klasse på Kildebjergskolen i Mørkøv, mens vi andre gik til Realen.

Fra GTA-møde hos Kim i Karrebæk. Fuldt hold til spændende (det var det altså ..) besøg på Næstved Automobilmuseum. Fra venstre Kim, Olsen, Tara, Moi, Aldo og Spilski. (Foto-trick: Kim)

 

Udgivet i Hist & Her, Privat, Privat.