Jeg havde fortalt Anders om den røde løber fra mine tidligere besøg, så vi var lidt spændte, da vi trillede forbi Oldenstien 16 og lagde an til parkering. Jo, jo. Den var der igen, løberen, konstaterede vi med tilfredse grin.
Raps og mig på Søm´s røde løber.
Det løfter stemningen nogle grader, når man bliver modtaget med et så synligt bevis på, at værten har gjort sig umage for at tage ordentligt imod. Som her: Rød løber fra havelågen og et godt stykke ind på matriklen, trykte navneskilte i plastic med Mr. Rasmussen og Mr. Vestergaard fra Holbæk, en vel cirka trekvartmeter høj figur af Elvis, The King, og værten himself, Søm, på knæ for enden af løberen, smilende og skudklar med mobiltelefon-kameraet. Klik-klik…
Sådan kender vi ham, sådan er han, den opmærksomme og finurlige Søm, Søren Moehrdel, vores tidligere kollega, mangeårig sportsredaktør og velskrivende reporter på Venstrebladet. Nu er han, formelt set, jobsøgende. Lidt endnu. Han er 60, venter på 61, så vil han på efterløn.
Oldenstien 16 er med 1. sal, men alligevel godt gemt bag høje hække og gamle træer i et tilgroet villakvarter få hundrede meter fra min gamle arbejdsplads, DR Byen, hvor Søm og fru Aase har boet i mange år. Amager er hans hood, som han siger. Derfra hans verden går, den verden han har lovet at vise os så meget, eller lidt, af, som man kan nå på de aftalte fem timer, cirka, med indlagte kaffe- og frokostpauser. De er vigtige. Det er vi enige om, selv om det ikke er lige synligt på os alle tre.
En halv snegl, en halv croissant, en halv snegl til, et par kopper stempelkaffe og en time med opdateringer, røver- og løgnehistorier fra dengang det meste i arbejdslivet var meget bedre, kørte Anders sin ny-leasede C3´er ind til parkering på Christianshavn et sted. Så gik vi ellers sådan nogenlunde Søm´s avisrute fra barndommen. Og fik fortalt:
Her på plænen trænede Frank Arnesen som barn. Deroppe på 1. sal boede hans forældre i den lejlighed, de købte for faderens store tips-gevinst. Der har vi Cornelis Vreeswijks og Jens-August Schades stamværtshus (hvor Søm og jeg spiste smørrebrød første gang jeg blev guidet rundt i området). Se lige dét navneskilt: W. Jønsson og K. Jensenius og Beckerlee og Sams. De har boet der siden Gasolin-årene. Videre. Her blev Huset på Christianshavn optaget, dér er Rottehullet. Dernede er Sofiekælderen, Gasolin-drengenes og deres tekst-medforfatter Mogens Mogensens gamle stamværtshus.
Har I gode ben, spurgte vores guide. Retorisk. Han havde en plan, og han havde forberedt sig.
Da vi passerede Langebro, puslede Søm med sin smartphone, ikke til foto denne gang, men til lyd: ”Da jeg gik ud over Langebro/ en tidlig maaandag morgen..”, lød det fra telefonen. Oprindeligt var teksten skrevet om broen ved siden af, Knippels bro, men det lød åbenbart ikke så godt. Derfor blev teksten ændret til det mere sangbare Langebro. Resten er dansk rock-historie.
Vores guide fortalte, og når han ikke selv kunne svare på vores turist-spørgsmål, standsede han bare tilfældige forbipasserende og spugte: Er det taget på Christiansborg, vi kan se derovre? Så fik vi forklaret og fortalt af venlige mennesker, der gav sig tid på deres vej til hvor de nu skulle hen.
Vi nåede Vor Frelser Kirke samtidig med at en sort rustvogn kørte med en blomster-pyntet kiste. Stor begravelse, tydeligvis. Mange deltagere. Vi gik forbi. Ind i tårnet. Og op. Søm købte billetter á 40 kroner. Videre op. Op, op, op. Rundt, rundt, rundt.
På vores lange og stejle vej mod toppen af tårnet på Vor Frelser Kirke trykkede Søm igen på sin smartphone. Denne gang skrattede den Kim Larsens opfordring til at ”Se din by fra tårnets top/ ta’ for eksempel ud til Frelserkirken/ og så snegl dig op…” Vi kiggede bare på hinanden, Anders og jeg. For fanden da, Søm!
De danskere vi ålede os forbi på vores vej op smilede og nikkede forstående, genkendende. De udenlandske turister, det var de fleste, smilede også, men de forstod tydeligvis ingenting.
Der er langt op, først ad smalle trapper indvendigt, så, endelig, de sidste rundgange i frisk luft udvendigt. Ikke for folk med højdeskræk, men udsigten over København og omegn er fortryllende – også i denne tirsdags let disede gråvejr. Jo, absolut, set fra ”tårnets top” er København noget at vise frem.
Nede igen. Frokost? Hvor? Vi følger med vores guide og ender på Papirøen, hvorfra avispapir til mine mange Pop-hjørner i Venstrebladet er kørt ud, bemærker Søm. Han kunne også have nævnt de utallige lokale sports-referater og -reportager gennem de seneste 40 år, vi alle tre – på forskellige tidspunkter – har skrevet, og for Raps´ vedkommende stadig skriver, til avisen, hvor vi alle tre har haft vores gang.
Street Food på Papirøen.
Søm ledte os til Copenhagen Street Food – en hal med alle mulige forskellige gode sager i fast og flydende. Vores generelt madglade guide var til ”et par stykker smørrebrød”. Sådan blev det. De var gode. Kartoffelmad med sprødstegte løgringe og én med hjemmelavet hønsesalat på nybagt groft kernerugbrød til mig. Og en specialøl fra et mikrobryggeri. Vi fandt ledige pladser ved et rustikt langbord på kajen med udsigt lige ud til livet på vandet og det nye skuespilhus på den anden side.
Solen ville også lege med. Det gode liv. Er godt.
Kaffen gemte vi til et sted på hjemvejen. Det blev på Christiania. Vi viste et par udenlandske rygsæk-turister vej og gik også selv igennem Fristaden. Hvad skal man mene om roderiet? Jeg ser mig omkring, slipper sanserne løs, prøver fornuften, giver op – lander på et både og. Også denne gang.
Vi køber kaffe og finder en bænk på Volden med udsigt til det fredelige, dovne eftermiddagsliv omkring Nemoland. Lige i dét billede, i dén scene, er det svært at være modstander af Christiania.
Dér med eftermiddagssol og kun milde hash-tåger over Nemoland, finder Søm en bog frem fra sin lille rygtaske. Bladrer i den til han findet et bogmærke, siger så: ”Hvad siger I til en tur til op i tårnet”?
Ikke lige, tak, men hvad har han gang i..?
”Rejsen til Jordens indre” af den franske forfatter Jules Verne (1828-1905), såmænd. Jules Verne besøgte København et par gange i sit liv. Han skrev blandt andet ganske indgående om en tur op i det snoede tårn på Vor Frelser Kirke, skulle vi snart erfare.
Anders og jeg sad på hver side af Søm, da han begyndte at læse Jules Verne´s beretning om turen op ad tårnet. Halvanden side, noget i den stil, om den verdensberømte forfatters møde med Frelserkirkens trapper til tårnets top – i sol og hashduft over Christiania. Det var lige til at blive høj over.
Timerne fløj, og da vi nærmede os C3´eren og hjemturen bemærkede Søm, at vi jo desværre ikke havde nået det hele. Han mente nok, der kunne være emner til en ny tur i byen. Hvis vi altså synes?
Det gør vi.