28/2-2019, Værket i Randers: Jethro Tull (Ian Anderson Band) ***/***
Mit gensyn med Jethro Tull lod vente 50 år og en sjat på sig, men da lejligheden bød sig i Randers – den dag jeg havde planlagt besøg hos Claus, min gode ven i nærliggende Mariager – var det jo oplagt at slå til. Billetter på 2. balkon a 395 kroner. Afsted med os.
At vi skulle dele oplevelsen i Værkets næsten udsolgte sal med overvejende jævnaldrende kønsfæller, 60+´ere, som tydeligvis kunne deres Tull-pensum, var ikke så overraskende. Og mon ikke de fleste fik, hvad de kom efter: Front- og fløjtemanden Ian Anderson guidede publikum gennem to sæt med et udsnit af gruppens kendte numre: Aqualung, Bouree, Locomotive Breath, Cross-Eyed Mary, Thick As a Brick (uddrag), Too Old to Rock´n´Roll, Songs From the Wood, God m.fl.
Det lød som kompetent afleverede kopier af de oprindelige album-udgaver. Og ikke så underligt. Ian Anderson er eneste tilbageværende originale medlem af det Jethro Tull, jeg så første gang i 1969 – og som skabte gruppens mange salgs-succes´er op gennem 1970´erne.
Den udgave af Jethro Tull som optrådte i Værket i Randers og som nu er på 50 års jubilæums-turné, har siden 2012 optrådt som det garanteret meget mindre salgbare og ingenlunde ikoniske Ian Anderson Band.
Jethro Tull var/er big business for et jævnaldrende publikum. Ian Anderson forklarer:
“Jeg er ikke normalt en fødselsdags- eller jubilæumsfyr, men for en gangs skyld vil jeg heller ikke være en lyseslukker. Jeg værdsætter minderne fra de tidlige års Jethro Tull-repertoire (…) Og dette er en fejring af alle 33 bandmedlemmer, der har beriget bandet gennem tiden”, sagde Ian Anderson i forbindelse med lancering af turnéen.
Fair nok.
Flere af numrene blev kommenteret på scenebagskærmen af tidligere gruppemedlemmer, bl.a. guitaristen Mick Abraham, og gode venner som Joe Bonamassa og Slash. Det fungerede fint.
Knapt så fint fungerede Ian Andersons ellers så karakteristiske sangstemme. Han synger ikke så godt, som han gjorde engang. Han ser heller ikke så slank og elegant ud, når han står på et ben og fløjter. Det er måske derfor, der – både med skilte og italesat fra scenen – var strengt forbud mod at fotografere under koncerten. Også med telefonkamera.
Jeg sneg mig nu alligevel til, ubemærket, at klikke et mobilbillede af publikum ovenfra før koncerten – og igen et par timer senere ovenstående elendige lynskud af scenen, da Ian Anderson var på vej til at modtage al publikums hyldest efter koncerten.
Min skammelige forseelse blev gudhjælpemig set og påtalt af en kontrollør, som vist også selv synes, det var for latterligt.
Det var den 10. januar 1969, jeg i Falkoner Teatret så en dengang noget pjusket udseende, langhåret og -skægget, tynd fløjtemand, Ian Anderson, i spidsen for det nye overvejende blues- og folkinspirerede engelske band, som på det tidspunkt kun havde udgivet et enkelt album, This Was.
Som jeg husker det, lignede Ian Anderson dengang for 50 år siden en halvgammel skovtrold. Han var 21, jeg var 17. Konstaterer det bare …
Og, nå ja, Jethro Tull var i øvrigt opvarmning til et af de varmeste navne i 1969: The Jimi Hendrix Experience. Men det er en anden historie.
Jethro Tulls hårfattige publikum set gennem mobilens kamera fra 2. sal, balkonen tv.