Leif, kære mand – og mit Album of the Years

Til min 60 års fødselsdag i sommeren 2011 fik jeg lavet en cd med en samling numre, der tilsammen giver et meget godt billede af min musiksmag.

Min ven Leif Nielsen, uddannet litograf, kollega på Holbæk Amts Venstreblad gennem et par år i midten af 80´erne, hjalp mig med den tekniske side af projektet.

Leif designede blandt andet coveret til cd´en, som fik titlen JR´s Album of the Years. Den blev produceret i 15 nummererede eksemplarer. Der var et til hver af mine fødselsdags-gæster og et par stykker i reserve.

Der er kun plads til en times musik på en compact disc. Jeg valgte derfor at se helt bort fra danske numre. Vi havde en plan om at lave en dansk pendant, når jeg fyldte 65 eller 70. Det bliver ikke til noget. Leif er død.

Leif kom fra Roskilde, men boede i mange år i Regstrup sammen med Malene og deres børn, Stine Tilde og Andreas. Karen lærte Malene at kende fra Sygeplejeskolen, Leif arbejdede gennem en årrække på Venstrebladet – de fleste efter jeg havde forladt den lokale avis til fordel for DR i Næstved. Vi havde fælles interesser, viste det sig (bl.a. musik), blev gode venner og mødtes jævnligt gennem de mange år, hvor vi alle sammen boede i Regstrup.

Leif, den gode, kære mand, tabte i april 2017 en, viste det sig, årelang hård, ubarmhjertig kamp mod et i begyndelsen skjult overforbrug af alkohol. Det sendte ham på den deroute, som kostede ægteskabet med Malene og siden selve det liv, han ellers havde forstået at nyde i samvær med den familie og de venner, jeg ved, han holdt så meget af.

Leif blev fundet død på gulvet i sin lejlighed i Holbæk i april 2017. Det sidste par år af hans alt for korte liv svigtede han aftaler og blev sværere og sværere at komme rigtig ind på livet af, også for hans mange venner og bekendte som kun ville ham det godt.

Sociale, snakkesalige, musikglade, livsnydende Leif så godt ud – som det ses på vedstående billeder – og havde det tilsyneladende fint, da han deltog i det surprise-party, Karen havde arrangeret for mig hjemme i gårdhaven på Skrænten 48 i forbindelse med min 65 års fødselsdag. Det er sådan, jeg helst vil mindes ham.

Bisættelsen og den efterfølgende sammenkomst for familie og (mange) venner var efter sigende både sørgelig, smuk og rørende. På familiens opfordring blev der blandt andet spillet musik valgt af Leif´s venner. Min sidste musikalske hilsen til Leif var Wynonna Judd´s version af Lynyrd Skynyrds “Free Bird” – et nummer (og dets historie), jeg flere år tidligere havde præsenteret for Leif som et eksempel på, hvad jeg kunne finde på at udfordre deltagerne i hans Musikklub med. Hvis jeg altså blev godkendt til optagelse i klubben. Det blev jeg. Karen fulgte med. Og gennem årene fik vi mange sjove, hyggelige og musikalsk inspirerende timer i et godt selskab med stor alders-spredning og lige så stor forskel på vores musik-smag.

Jeg kunne desværre ikke selv deltage i Leifs bisættelse. Jeg var på en forlængst planlagt Beatles- og fodbold-tur til Liverpool med Tara og Aldo. (Både dén tur og Musikquizzen er en ny og anden historie værd, så … måske).

Mit album of the Years, Leifs og mit fælles cd-projekt, har dette langtidsholdbare indhold:

01: Bob Seger & The Silver Bullet Band – Mainstreet

02: Johnny Cash feat. Joe Strummer – Redemption Song

03: The Pogues – Fairytale of New York

04: Bruce Springsteen & the E. Street Band- My City of Ruins

05: Richie Havens – Strawberry Fields Forever

06 : David Gilmour feat. David Bowie – Comfortably Numb

07: The Beach Boys – God Only Knows

08: Van Morrison – Just Like Greta

09: Steve Forbert – Grand Central Station, March 18, 1977

10: The Band – When I Paint My Masterpiece

11: Randy Newman – I Miss You

12: Bryan Ferry – Knockin´ On Heavens Door

13: Kathryn Williams – Hallelujah

14: Leonard Cohen feat. the Webb Sisters – If It Be Your Will

Leif i gårdhaven til Karens surprise-party i anledning af min 65 års fødselsdag – her m. Anders og Cille.

Udgivet i Privat, Venstrebladet.