4-Banden fra Radiosportens guldhold: DR bare godt selskab

Det begyndte ved kuffertbåndet i Malaga´s lufthavn. Eller, nej, måske var det allerede i køen ved check in i lufthavnen i København, da jeg fik øje på en slank, midaldrende, halvskaldet mand med kasket som godt kunne ligne min gamle kollega fra DR-tiden, Radiosportens egen driftstekniker (hed det vist dengang), Ivan Bang.

En flyvetur senere, nu overfor for Karen og mig ved kuffertbåndet i Malaga´s lufthavn var han der igen. Det var sgu´ ham. Jeg lavede et bagholdsangreb, gav mig til kende og blev selv genkendt.

Vi aftalte at mødes til en øl og en snak en aften i Malaga. Det gjorde vi. Flere øl. Mere snak. Det var rigtig hyggeligt, så vi skulle da mødes igen – sammen med et par andre fra det vi i takt med promilleøgningen blev enige om sgu´da var Radiosportens guldhold i de gode år i 1990´erne i det fine gamle Radiohuset på Rosenørns Allé.

Radiosportens guldhold? Aarh, joh såmænd, men det hold tæller i al retfærdighed flere navne end den kvartet, der var til julefrokost i Nyhavn den 16/11-18 på Restaurant Gilleleje, Nyhavn 10, København: Henrik Brandt, Ivan Bang, Ulrik Jensen og mig selv.

Jeg nåede i længere og kortere perioder op gennem 1990´erne og indtil sammenlægningen med TV-Sporten, til det der nu hedder DR Sporten, at arbejde tæt sammen med folk som afdøde fodbold-stjernekommentator Jens Jørgen Brinch, Frank With, Peter Piil, Carsten Werge, Hanne Højer, Lone Pagh, Birgitte Borch, de unge Dorthe Jeggesen, Kasper Harboe og Andreas Kraul samt, ikke mindst, paraden af faste samarbejdspartnere fra DR´s regionalradioer: Anders Agger, Carsten Løvschall, Ernst Møller, Hans Krabbe, Henrik Liniger, Morten Hausborg, Erik Nielsen, Poul Sørensen, Bendt Godtberg og – fra samme periode – min efterfølger som sportsreporter fra DR Næstved, min ven Johnny Petersen, som faldt død om under en løbetur tilbage i 2002.

Ivan har stadig sin gang i DR Byen, nu som Head of Broadcast Service at Danish Broadcasting Corporation, som det hedder på Linked In´sk, så han ville kontakte vores på daværende tidspunkt stadig job-aktive afdelingschef på Radiosporten, min mentor i branchen, Henrik Brandt, som vist aldrig nogensinde har været kontaktbar på Facebook eller andre sociale medier.

Ivans bud på “Radiosportens guldhold”, viste sig altså at være ham selv, Henrik Brandt og mig, tak. Flatterende. Rygtet om det eksklusive selskabs sammenkomst nåede vores yndlings-praktikant fra slut-90´erne, Ulrik Jensen, som ud over at være et talentfuldt radio-menneske er musik-kyndig med god smag, sympatisk, kultiveret og godt selskab, så han blev – på høflig forespørgsel, forstås – bevilget deltagelse i arrangementet med de tre ældre kolleger.

Det var mere end ti år siden vi sidst havde været sammen. Det kunne lige så godt have været ti uger. Vi snakkede løs, grinede, spiste lækker smørebrød og drak et par specialøl og et par snaps.

Chefen, Brandt, min radiosport-mentor, havde vist allerede under første eller anden skål bekendtgjort, at der ikke skulle gå ti år før vi mødtes igen – og at vi skulle aftale dato og sted for nyt møde, inden vi forlod Restaurant Gilleleje i Nyhavn. Ulrik insisterede på at lægge lejlighed til. Sådan blev det.

4-Bandens møde nummer to foregik under private former hos Ulrik på Mathildevej 8, Frederiksberg, fredag den 22. marts.

Den gode mand havde lavet nogle meget lækre (Adam) Aaman-madder til os: avocado, rejer, stegt sild, tatar. Vi fik Jensens hjemmekrydrede snaps og specialøl til, blev opdateret på nyheder og hilsener fra DR og omegn. Talte om rejser, Det Gode Liv og diskuterede grundigt og med velovervejede synspunkter, Radio24syv´s kontroversielle interview med Ghita Nørby. Skulle det have været sendt? Eller ikke? God fag-snak.

Vi nåede lige at hilse på Ulriks kone og to børn inden frisk-luft gåturen i nærliggende Frederiksberg Have. Vi sluttede med tjekkisk øl og (bl.a.) fodbold-snak på en tætpakket Cafe Svejk. Top-dag!

Nyt 4-bandemøde aftalt. Denne gang hjemme hos mig. Glæder mig.

Møde to, 22/3-2019 – hjemme hos Ulrik på Mathildevej 8, 2000 Frederiksberg.

Udgivet i DR & Andet, Sport.