“Nu går de med Karen, Børge, skal du sige et sidste farvel?”
Min far så spørgende op, men svarede bekræftende på hjemmehjælperens henvendelse med et næsten lydløst “Ja…”. Så rejste han sig med noget besvær fra stolen i stuen og trippede de to meter over mod den åbne dør ud til den smalle entre, hvor bedemanden og hans chauffør holdt båren med mor. Hun lå fastspændt, pakket ind i en grå ligpose, der var lynet ned, så man kun kunne se hendes blege ansigt, det øverste af hendes døde krop og de foldede hænder.
“Ja…”, sagde min 90-årige far med et nyt resignerende suk, man knapt kunne høre, da han med et fjernt blik i øjnene stod ved kisten, og ikke rigtig vidste, hvad han skulle gøre, hvad der mon blev forventet af ham i en situation, hvor han med sit svage sukkersygesyn skulle se sin hustru og samlever gennem 69 år for en allersidste gang.
Der var helt stille omkring ham, lydløst, da han usikkert, tøvende, lagde sine krogede fingre på håndryggen af min mors foldede hænder og strøg blidt frem og tilbage tre-fire gange.
“Ja… ja…”, kom det igen, min fars knapt hørbare, resignerende farvel til sin kone, min mor. Så vendte han om, forsøgte vel at skjule sine blanke øjne og trippede uden yderligere ord tilbage til sin stol.
Jeg holdt båren for bedemanden, som lynede posen op og i. Så bar vi båren med min fastspændte mor fra 2. sal og ned til parkeringspladsen, hvor rustvognen stod klar.
“Ja..”
Det ene ord, den lyd, var, hvad min far kunne få ud i den situation. Det var et rørende øjeblik. En livshistorie udfoldet i to bogstaver, et ord, en lyd, en pause.
Blomster fra min fars bisættelse.
Min mor sov ind den 9. juni 2015.
Et par måneder senere, den 17. august, stod min far, Karen og jeg ved mors enkle plænesten på Naturkirkegården i Holbæk. Det var min fars første besøg på stedet siden urnenedsættelsen den 15. juli, og det var dagen, hvor min mor ville være fyldt 91 år.
Far havde blomster med. Karen satte dem på plads. Vi stod et øjeblik. Stille. Så fortalte min far en ny gribende historie med disse ord:
“Kan du ligge godt, mor.”
Så gik vi.
Min far blev boende i andelslejligheden i Blegstræde til sin død halvandet år senere. Han havde været svagtseende i flere år, kunne ikke mere gå sine daglige morgenture, kunne ikke gå i byen og købe ind, kunne ikke selv lave sin havregrød. Han kunne i det hele taget ikke ret meget uden hjælp, men vi – børnene – kunne ikke få ham til at flytte på plejehjem. Han ville ikke.Han fik hjemmehjælp til rengøring, bad og personlig pleje. For lidt af det hele. Alt for lidt. Men han beklagede sig ikke. Konstaterede bare, at “det er ikke sjovt at blive gammel”.
Min gamle, livstrætte far ville dø i den samme lejlighed, som hans kone gennem hele livet, min mor, døde i. Det gjorde han også. Alene. I en hospitalsseng i stuen. Som min mor. Samme sted. Han døde natten til 16. januar. Han blev næsten 92 år gammel.
