New Orleans, The Big Easy, NOLA (New Orleans, Louisiana). Kær by, mange kælenavne. Byen, sidste stop på turen, har givet navn til en jazz-genre, utallige musik-, sang- og filmtitler, et verdensberømt karneval, Mardi Gras, og en dødbringende naturkatastrofe, Hurricane Katrina (23.-31. august, 2005). Og sandelig: vores umiddelbare indtryk af byen efter blot et par dage som nysgerrige turister er, at, ja sgu´, New Orleans er alt det, de siger den er.
Hvad det funky band og lige præcis denne “lystens hule” hedder, fortaber sig. Men det er på Bourbon Street, og der blev rystet røve i alle størrelser og danset tæt, meget tæt.
No Black – No White – Just the Blues
New Orleans er ikke ligefrem en diskret by, som skjuler sine herligheder. Tværtimod. Lidt søvnig i dagtimerne, måske, men om aftenen bombarderer den dine sanser med farver, lyde, dufte. Den lokker, er inviterende, mystisk og, ikke mindst, selvfølgelig, fuld af ægte, levende musik, fremført af unge og gamle, sorte og hvide, der spiller som om, de er født med evnen til bare at kunne.
Jazz, funk, rock, rytmisk tam-tam, delta blues, zydeco, grupper, solister, al mulig slags musik på alle mulige instrumenter, herunder tomme tønder i forskellige størrelser – tilsyneladende det foretrukne slagtøj for byens vakse ungdom (mere præcist: sorte drengebørn), der sidder på fortorve og tæsker løs på metallet, døgnet rundt, vil jeg tro, selv om vores korte besøg i byen ikke gav mulighed for at tjekke, om det rent faktisk forholder sig sådan. Vi mødte dem bare cirka samme steder de adskillige gange, vi kom forbi på forskellige tidspunkter.
New Orleans skulle være af USA´s mest kriminelle byer, men i og omkring byens berømte og meget turist-besøgte French Quarter mødte vi kun en glad og tryg stemning.
På en aftentur hjem mod hotellet gik vi gennem Bourbon Street i The French Quarter. Det var i en gade lige i nærheden, Ray Davies fra the Kinks i 2004 blev skudt og såret alvorligt. Episoden, overfaldet, skildrer Davies – som på det tidspunkt boede fast i New Orleans – i hans udmærkede selvbiografi Americana. New Orleans´ (tidligere) rygte som en af USA´s mest voldsplagede byer, sneg sig ind som en grim, forstyrrende, tanke, men det føltes trygt og sikkert, da vi denne lune aften slentrede ned ad den berømte musikgade og blev mødt med livemusik for vel cirka hver 20. meter.
Ud for The Drinkery hørte vi en så skarp version af et gammelt Cream-nummer (var det “Rollin´and Tumblin´”?) (Det var “Sunshine of Your Love”, skrev Søren til mig, da han havde læst opslaget) – at vi liiige måtte stoppe op og lytte. Det var nemt nok, for bandet stod og spillede fra en lille, lav scene lige inden for den åbne indgangsdør og lige ud til et åbent vindue, hvor trommeslageren sad med ryggen til os og gaden, så tæt på, at vi kunne have klappet ham på hans svedige ryg, mens han tævede løs på skind og bækkener.
Steve Mignano – gav lige en solo til det lyttende publikum på gaden, Bourbon Street.
Et minut, måske to, og en planket Clapton-solo senere lød Cream-nummeret stadig bedre end godt nok ude på gaden, og så var det, at flere af os lige måtte stikke hovedet ind for også at se ham giraffen med Stratocasteren. Ikke for at slippe for at betale entre (det koster kun, hvad man har lyst eller råd til at lægge i hatten som tip-betaling), men af ren og skær nysgerrighed.
Guitaristen må have bemærket interessen fra det lyttende gadepublikum, for pludselig stod han i døren, så ude på gaden, og gav os meget mere af det, vi kunne lide at høre. Vi blev ude på gaden under den lune, åbne, himmel og hørte tre-fire numre yderligere, inden vi listede videre på ømme gåben. Undtagen vores musikalske rejseven fra Højbjerg, mojo-Søren, som især på den sidste del af vores rejse gik rundt og savnede ikke bare sin kone, “jo, jo, selvfølgelig…”, men ikke mindst sin Fender Stratocaster derhjemme . Han måtte indendørs i Drikkeriet og købe (mere) øl, høre sættet færdigt – og skaffe information om bandet, som han dagen efter delte med os andre interesserede.
Det var Steve Mignano Band, vi hørte. Det var godt. De kunne deres klassikere, trioen fra New Orleans, og hvis du støder på dem et sted i verden, så tjek selv. Der er lidt at hente på facebook og youtube: www.stevemignano.com
Middagstid på Bourbon Street. Solen skinner, temperaturen har rundet de 25 grader. Live jazz til forbipasserende .
Natchez – og fruen.
To dage i New Orleans er selvfølgelig alt for kort tid, men trods alt nok til et indtryk og nogle af de ekstraordinære oplevelse, byen kan byde på. Ikke mindst både dag- og aftenstemningerne i og omkring French Quarter, Bourbon Street.
Vi nåede også et par timers skøn sejltur på Mississippi-floden ombord på hjuldamperen Natchez, som er en af byens stensikre turistmagneter. Hvilket der jo er en grund til. Smuk tur. Med en solid, krydret frokost/brunch med alle de lokale klassikere. Tunge sager, ligger godt i maven. Der var jazz til måltidet. Traditionel New Orleans-jazz fra Duke Heitger´s Steamboat Stomkpers. Det var … perfekt til anledningen, og – efter min musiksmag – formentlig kun den. I stedet for at lægge et par tip-dollar købte Jojazz og jeg hver en af gruppens CD´er (to for 20 dollars). Souvenir. Hvad kan jeg sige?
New Orleans School of Cooking
Et andet must see i New Orleans er, for mange, Mardi Gras World, flere sammenhængende kæmpehaller, hvor der fremstilles og opbevares rekvisitter til de årlige karnevalsparader.
Sidste planlagte arrangement var New Orleans School of Cooking, hvor en lidt irriterende, tydeligvis scenevant moden kvinde med lige så overlegne, indøvede, tale- som kokke-gaver fortalte og viste, hvordan man laver kendte sydstats-specialiteter som gumbo og jambalaya (med bl.a. aligatorpølse). Både gumbo og jambalaya smagte vi flere gange på vores tur. Her var det bedst.
New Orleans var sidste stop på vores tur gennem fem amerikanske sydstater. Passende nok. Den by er svær at komme efter.
Cafe Beignet på Bourbon Street. Sidste kolde øl og sidste trut inden hjemturen.