Louisiana Museum of Modern Art, 24/3-2019 m. Lisbeth og Ole Lysgaard: Bl.a. Pipilotti Rist, ” Åbn min lysning” (Open My Glade)
Var det tredje eller fjerde gang, vi kørte den lange snirklede, men seværdige bagvej over Frederikssund til Gl. Strandvej 13, Humlebæk, Nordsjælland, for at besøge Louisiana Museum of Modern Art – som det hedder på nudansk – sammen med vores kunstinteresserede venner Lisbeth og Ole Lysgaard?
Anyway, det har naturligvis været til skiftende gæste-udstillinger, men ellers har arrangementet fundet sin faste form. Vi henter Lisbeth og Ole i Vipperød, kører mod nord, snakker om (resterne af) det danske sprog og især dets forfald, politik, verdens dårskab sådan helt generelt, Monrad og Rislund bliver sikkert nævnt, samt, sikker genganger, Frank Zappa, som Ole mødte flere gange, havde et dybt personligt fan-forhold til, ved “alt” om, stadig er opdateret på og mere end villig til at dele anekdoter og viden om. Længe. Det er ok. Jeg lytter gerne.
Gux i Pipilotti-land (Foto: Karen)
Vi snakker og griner en hel del, når vi er sammen. Ofte temmelig bralrende. Altid, eller i hvert fald næsten altid, ad det samme som sidst. Og forrige gang. Og forrige igen. Det handler meget om at punktere tabuer, om latterlig selvhøjtidelighed og om at udstille hykleri af enhver art.
Vi har deler nogle helt grundlæggende livs- og kulturværdier, Ole og jeg. Vi kan begge to lide at både lytte til og tale om musik (og musikere), vi kan lytte, tale og diskutere uden filter, men jeg tror, det først og fremmest er humoren, der får os til at slappe af og have det trygt og rart i hinandens selskab. For sandheden er, at vi sgu´ godt nok er meget forskellige, når det kommer til smag, livsstil og fritidsinteresser.
Ole, lærer (nu pensioneret) og passioneret underviser, Frank Zappa-kender, -samler og -fan, sprog- og etikettenørd, var i Mogens Glistrups tid medlem af Fremskridtspartiet, han har også været loge-bror i Kong Skjold, han drikker ikke øl, vin eller anden form for spiritus, heller ikke kaffe, men gerne te med honning, Coca Cola og rød sodavand, han bryder sig ikke om fisk, han benytter sig ikke af sociale medier, han svarer ikke på emails, han abonnerer på De politisk Korrekte og Selverklæret Tolerantes menighedsavis, Politiken, han køber stadig cd´er og tager til koncerter i København, helst med udenlandske niche-kunstnere som f.eks. The Residents, han er jævnlig gæst på Louisiana og andre kunstmuseer, flyver helst ikke, gider ikke udlandet, foretrækker at holde sommerferie hjemme i haven eller på et dansk badehotel.
Karen i Pipilotti-land
Ole passer ikke ind i nogen kasse, jeg kender. Jeg mener, Zappa, loge, Politiken, Fremskridtspartiet? Jeg ved ikke hvem eller hvad, han stemmer på. Blankt, måske? Jeg har ikke spurgt. Og jeg er ligeglad. Jeg ved, hvad han står for. Det rækker for mig.
Nå, men på Louisiana Museum of Modern Art er der jo meget at se på, når man først har fundet en ledig P-plads til bilen og har overstået sin tørn i billetkøen: Malerier, skulpturer, fotografier, video, installationer, plakater, børnetegninger, designertøj og -sko, kunstbøger. Og så er der det bedste af det hele, smukkere end al kunsten: udsigten over Øresund til Sverige på den ene side og til haven med blomsterne og træerne på den anden.
Mens vi stod og så på udvalget i Louisiana Butikken, kom Ole af med noget, som vist havde plaget ham længe:
“Jeg har lagt mærke til, at du flere gange har sagt pøjnt´en om noget…det er pøjnt´en.”
“Ja, det er nok rigtigt. Det siger jeg vist..”
“Men det hedder det ikke på dansk. Det hedder point´en (po-engten)”
“Ja, det ved jeg jo egentlig godt. Jeg siger det bare: Det er pøjnt´en. Jeg har ikke tænkt over det.”
“Nej, nej. Det tænkte jeg nok. Jeg var bare nysgerrig …”
Så var journalisten sat på plads af læreren, sprogpolicen. Venligt og med overskud. Ikke noget at diskutere, vidste jeg. Sagen afsluttet. Videre.
På vej gennem en af Louisianas flotte Pipilotti-installationer.
Moderne kunst? Ja, det er typisk sådan noget venstreorienteret noget, du ser længe på, leder efter en mening i, lader som om, du forstår, men selvfølgelig overhovedet ikke gør det – måske fordi der ikke er noget at forstå? Så er det, man må skære igennem: “Naaarh, du, det dér. Ha! Ved du nu hvad …”. Os kan de ikke narre.
Sådan får vi noget af museumstiden til at gå med den slags fjollerier.
Blandt gæsteudstillerne denne søndag i marts var den schweiziske installations-kunstner (er hun vist..) Pipilotti Rist. Udstillingen hedder “Åbn min lysning” (Open My Glade). Hvorfor aner jeg ikke. Hvad det handler om, hvis noget, ved jeg heller ikke. Men det er vel egentlig også lige meget, er det ikke?
Pipilottis farverige installationer og video-værker (bl.a. en musikvideo med kunstnerens egen version af Chris Isaak´s “Wicked Game”) var skønne, sjove, flotte, afslappende, udfordrende og en masse andet godt for øjne og ører. Og sjæl, måske? Så vores enige kritikerdom lød noget i retning af “Joooh, du, det dér…”
Den ophængte gule ballon-badedragt mellem Ole og Lisbeth Lysgaard og Karen er et eksempel på Pipilotti Rists installationskunst. Vist nok. Sgu´ meget sjovt …