Jeg mødte Malik Høegh på kollegiet på Bredahlsgade, 4200 Slagelse, i 1969. Jeg var 18 år, lige flyttet hjemme fra Knabstrup, klar og modtagelig for indtryk og påvirkninger ude fra den store verden. De kom, påvirkningerne, især fra den banebrydende og tids-definerende psykedeliske beat-musik, eller undergrunds-musik, som det også hed dengang.
På kollegiet boede jeg på 1. sal. Værelset bestod af en lille entré, indbygget skab, eget bad og toilet. Som et hotelværelse i mellemklasse. Der var fælles køkken for enden af gangen.
På værelset overfor køkkenet boede en køn grønlænder med langt, glat, kulsort hår. Malik Høegh. Han gik på Teknisk Skole. Jeg mener, han læste til laborant.
Vi havde en fælles interesse for musik, og nogenlunde samme smag, så vi fandt sammen på hinandens værelser.
Malik spillede også selv på guitar, 12-strenget, og sammen med en grønlandske ven, han havde mødt, Per Berthelsen, var han også selv begyndt at lave sange. På grønlandsk. Jeg forstår ikke en dyt grønlandsk, men Malik fortalte hvad sangene handlede om – savn, hjemlængsel, naturen deroppe – og så spillede han for mig over en kop røget eller grøn te og en pibe tobak. Både med og uden tilsætningsstof.
Jeg har glemt meget fra mine år på kollegiet i Slagelse, men Malik og hans smukke, vemodige, sikkert endnu ufærdige sange har jeg aldrig glemt. Hans musik og fortællinger om og fra Grønland gjorde et stort og, kan jeg nu konstatere, blivende indtryk på mig.
Jeg har hverken set eller talt med Malik, siden jeg flyttede fra Slagelse efter min middelmådige HF-eksamen i sommeren 1971.
To år senere, i 1973, LP-debuterede Malik og hans grønlandske gruppe, Sume, og fra 1975 skrev jeg om gruppens plader i Holbæk Amts Venstreblad. Malik var blevet succesfuld musiker, jeg var blevet journalist og skrev om ham.
En google-søgning på Malik Høegh afslører blandt andet, at han i 1993 modtog en grønlandsk kulturpris. Det glæder mig.
I vinter fik jeg gennem en tidligere DR-kollega, lydtekniker og web-skribent Camilla Dam, en uventet retur-hilsen fra Malik. Det gav mig anledning til at skrive en mail til ham. Her er, hvad jeg skrev:
Kære Malik
Jeg har via facebook fået din hilsen og denne mail-adresse af min tidligere DR-kollega Camilla Dam.
I forbindelse med Danmarks-premieren på den gode Sume-film kom jeg i tanke om, at jeg havde set, eller måske hørt, dit navn sat i forbindelse med Grønlands Radio, hvor Camilla nu arbejder. Var hun mon tilfældigvis stødt på navnet Malik Høegh?
Og nu sidder jeg med mine sådan cirka 45 år gamle minder og mine tre gamle, mere og mindre ridsede..hak..ridsede..hak…ridsede Sume-lp´er lagt frem til afspilning i kronologisk rækkefølge.
Musik kan altså noget…
Det kan ikke have været ret mange timer, vi nåede at tilbringe sammen på dit ende-værelse over for fælles-køkkenet på kollegiet i Slagelse. Vi lavede vist heller ikke noget særlig opsigtsvækkende, når vi var sammen. Drak te. Røg lidt tjald. Lyttede til musik. Snakkede.
Du præsenterede mig for bl.a. Astrud Gilberto og Stan Getz. Bossa og samba var nyt og ukendt musikalsk land for mig. Jeg er mest til rock, men du fik mig med på de bløde brasilianske rytmer. Det er måske en underlig ting at huske, for det var ikke grammofon-musikken i dit værelse, som gjorde størst indtryk.
Det gjorde dine egne sange på grønlandsk, derimod, de sange du allerede på det tidspunkt selv havde skrevet – det var inden Sume – og som du sad med din guitar og spillede og sang. Med mig som eneste lytter.
Du fortalte om den lyse tid, foråret og den korte sommer på Grønland, som du savnede. Du fortalte om en ven, der enten var druknet – eller havde begået selvmord. Jeg husker ikke hvad. Men jeg husker, at du spillede en sang for/til ham.
De sange glemmer jeg aldrig, Malik, for selv om de var helt nye og i sagens natur ukendte for mig, og selv om ikke kunne forstå en lyd af det smukke sprog, du sang på, så kunne jeg mærke en længsel og vemod, der kom så stærkt til udtryk.
Så, tak for din hilsen, Malik. Og tak for musikken.
Jørgen
Oktober 2014 var der dansk premiere på filminstruktøren Inuk Silis Høeghs dokumentarfilm, “Lyden af en revolution”, om Sume´s betydning for grønlandsk kultur og grønlænderes selvforståelse. Filmen blev vist på DR2 og fik fine anmeldelser.
Inuk Silis Høegh er ikke i familie med Malik Høegh.