I mine første år på Holbæk Amts Venstreblad, 1976-86, havde avisen fremgang år efter år. Det kulminerede med et dagligt oplag på over 22.000 eksemplarer. Tre af mine kolleger, Henrik Thomsen, Gunner Nielsen og Allan Graubæk, blev i 1982 hædret med Cavling-prisen for deres dækning af sagen om Hovsa-missilet på Odden, og Christian Mikkelsen, Mik, vandt i 1978 priserne for både Årets Sportsfoto og for Årets Pressefotograf. Yes, det kørte. Jeg fik skam også en hædersbevisning – eller, okay så, avisens eget legat, Red. Bigums Mindelegat. For flid. True!
Venstrebladet var dengang noget af en talentfabrik for unge, ambitiøse journalister, der ville mere end lave lokaljournalistik og “skære hakkelse i døgnets rejsestald”, som det hedder med en af fagets klicheer. Blandt de mange gode folk, som jeg arbejdede sammen med på Venstrebladet i nævnte periode, og som rejste videre til landsdækkende medier og blev markante skribenter, redaktører, radio- og tv-folk er Henrik Thomsen og Hanne Fall (Jyllands-Posten), Maria Dohn, Bent Christensen (Danmarks Radio), Ole Rasmussen, Erik Jensen, Allan Graubæk (alle Politiken), Ole Kolster (TV2), Morten Bruun, Jan Kjeldtoft (Ekstra Bladet).
Efter halvandet års praktiktid på Holbæk Amts Venstreblad i 1976-77 fortsatte jeg på free lance-vilkår som bestyrer af Pophjørnet, mens jeg gjorde min uddannelse færdig på Danmarks Journalisthøjskole. Fra 1. februar 1978 var jeg tilbage på redaktionen i Holbæk, nu som fastansat på avisens sportsredaktion, der – udover mig – bestod af sportsredaktør Per Skov Jensen.
Den flittige journalist i en sjælden afslappet stund. Her sammen med Jørgen Juul.
Efter et par år på sporten med foromtaler og referater fra alt mellem landskampe i Idrætsparken over HB&I´s kampe i 1. division til lokale seriekampe, ville jeg hellere selv spille bold i weekenden – så jeg fik lov til at skifte til Holbæk-redaktionen, hvor jeg fik Svinninge kommune som stofområde. Det var kedeligt. Jeg supplerede derfor med selvvalgte reportager og interviews til lørdagsavisen om emner og personer, der interesserede mig – og som redaktionschef Vagn Lundø sagde god for. Det gjorde han altid. Jeg kan ikke mindes, han sagde nej til et artikel-forslag, hvis bare man kunne give det en nogenlunde plausibel lokal vinkel. Dengang fandt jeg ud af, at en del kendte danske kunstnere og mediefolk havde gået på Stenhus Kostskole. Eddie Skoller, for eksempel, som var et stort navn i dansk showbiz dengang. Han havde gået på Stenhus og blev derfor godkendt som “lokal” – og så fik jeg en arbejdsdag til at tage ind og besøge ham i Gentofte (var det vist) for at tale med ham om hans nye solo-show. Det blev der en lørdags-artikel ud af. Og, vigtigt for min fremtid, en lille radio-reportage til Medieselskabets nye medie-offensiv, Radio Holbæk. Det blev vist okay godt. Jeg kan huske, at vores chefredaktør, Alfred Hansen, efter at have hørt indslaget i lokalradioen stak et smilende hoved ind på mit kontor og sagde at ” … det dér med Eddie Skoller ville han godt have hørt noget mere af.” Det var store ord fra vores i relation til avisdrift på mange måder progressive, men i økonomisk henseende temmelig påholdende chef. Måske var det lige dér, jeg begyndte at overveje et jobskifte. Men Danmarks Radio? Det turde jeg ikke sige højt til nogen.
Fynboen, landmanden, Alfred Hansen (1928-2003) lod andre på redaktionen om at råbe højt og bruge store ord. Men både økonomisk og oplagsmæssigt nåede han i sin tid som chefredaktør og adm. direktør fornemme resultater med Holbæk Amts Venstreblad og senere Medieselskabet Nordvestsjælland (der også inkluderede Kalundg Folkeblad). Han var også på landsplan en højt respekteret bladmand og – på lederplads i avisen – en solid, men ikke ligefrem retorisk sprudlende forkæmper for Det radikale Venstres politiske synspunkter.
Mens jeg var ansat på Venstrebladet var mit dilemma, at jeg ikke gad lokaljournalistik med spaltevis af røvkedelig service- og pligtstof, jeg gad heller ikke nyhedsjournalistik med “blå blink” (politi, brandvæsen) og banale konflikter – men jeg kunne godt lide arbejdstiderne og den frihed-under-ansvar-kultur, der var fremherskende og som gav mig muligheder for at dyrke mine journalistiske interesserområder: skrive interviews, reportager, features om musik, sport, kultur i bred forstand, personligheder som kan og vil noget.
På vej: Med pibe og styr på det-attitude.
At jeg fik lov til i et vist omfang at pleje mine personlige interesser skyldes jo nok, at der – i hvert fald en gang imellem – kom et fornuftigt resultatet ud af det. Jeg leverede varen, så at sige. Når det lykkes, ved man det som regel godt selv, men det er alligevel svært tilfredsstillende med relevant professionel anerkendelse. Jeg gemmer stadig dette gammeldags brev fra fhv. Folketingsmedlem, miljø- og klimaminister, EU kommissær m.m. – og nuværende bestyrelsesformand for Berlingske Media, Connie Hedegaard. (Spring det bare over…)
Rose-brev fra Connie Hedegaard
Selv om Holbæk Amts Venstreblad i udpræget grad var en lokalavis, kunne man i Alfred Hansens tid som chefredaktør have held til at forhandle sig til en reportage-tur til udlandet, selv om det naturligvis var på helt andre betingelser, end de landsdækkende medier bød deres udsendte.
Min første tur til udlandet på avisens regning var, så vidt jeg husker, i sommeren 1978, da jeg fik lov til at tage med på en presse-togtur til Scandinavium i Gøteborg, Sverige, hvor Bob Dylan og hans Street Legal-band med bl.a. Billy Cross på guitar gav to udsolgte koncerter (se opslaget “40 år efter: Billy Cross m. Band i Rotationen”). Det var uden overnatning og diæter, men det var alligevel stort for mig at tage til Sverige og høre Dylan. I arbejdstiden. Og så endda uden selv at skulle betale.
En forudsætning for reportageturene til udlandet var, at man selv skaffede kilde-aftaler og selv sørgede for billigst mulige rejse og ophold. Således også i januar 1979, da fotograf Mik via en god kontakt hos Spies Rejser havde skaffet et par billige (hvis ikke helt gratis?) fly-billetter t/r til London, hvor Miks søster boede, og hvor vi kunne overnatte gratis et par nætter. Jeg ville gerne med – og arrangerede via telefon og fax besøg hos fodboldklubben Tottenham Hotspur, kendt af alle fra datidens Tips-Lørdag på DR, dengang landets eneste tv-kanal. Vi ankom, blev taget godt imod af en stadion-funktionær af en slags og vist rundt på White Hart Lane, inden vi så aftenens kamp med klubbens talenthold mod Gillingham, tror jeg. Efter kampen talte jeg med to af klubbens unge talenter. Den ene var Chris Hughton. Han fik siden en fin aktiv karriere og blev en succesfuld manager. Dagen efter besøget hos Tottenham ville jeg i byen og høre musik. Punk! Til vores lokale avis ville jeg lave en artikel om det nye storbyfænomen, som endnu ikke for alvor var nået til Danmark. Jeg fandt ud af, at der vist var gang i noget på kælderscenen i den semi-kendte Club 100. Det var så der vi hørte en ung, dengang ukendt, men helt forrygende og fremadstormende trio ved navn The Jam. Gruppens debut-album var endnu kun på vej. Den og alle efterfølgerne blev kæmpe succes´er og gjorde The Jam til et af 1980´ernes største navne i Storbritannien. Mik tog nogle fine fotos af The Jam og London-punkerne med orange hår og sikkerhedsnåle i kinderne. Jeg skrev en artikel om punk-fænomenet til Pophjørnet. Der var foto-henvisning på lokalavisens forside. Holbæk Amts Venstreblad var sgu´ da godt nok fremme i skoene dengang.
Venstrebladets udsendte: Akkreditering til Det internationale Melodi Grand Prix i Gøteborg.
Nogle år senere var jeg tilbage i Scandinavium, Gøteborg, for avisen. Denne gang havde jeg følgeskab af fotograf Peter Andersen. Vi skulle dække Det internationale Melodi Grand Prix som havde en lokal vinkel i manden bag det danske bidrag, Søren Bundgaard, søn af tandlægen i Svinninge, som optrådte sammen med sin faste scene- og plademakker i de år, Kirsten Siggaard fra Gørlev, optrådte under navnet Hot Eyes. Søren og Kirsten havde jeg tidligere skrevet flere artikler om i avisen. I Gøteborg blev det til en placering som nummer 11 med sangen “Sku du spørg´fra no´en”. Bobbysocks fra Norge vandt med “La´ det swinge”.
De danske mediers historie dagen efter finalen med den lidt skuffende placering var, at Søren havde et sygt barn derhjemme. Den gad jeg godt nok ikke skrive. Men der var ingen nåde fra redaktionen i Holbæk. Som alle andre danske medier skulle også jeg lave en forsidehistorie på Søren og hans syge barn. (Allerede dengang vidste jeg, at jeg ikke ville være nyhedsreporter og jagte elendige, substansløse ikke-historier. Det var pinligt dengang. Og det er kun blevet værre siden – kun fordi, naturligvis, der åbenbart er læsere til lortet. Men det er en anden historie, som bør have sit eget opslag.)
Som bestyrer af Pophjørnet fik jeg gennem årene – udover hundredevis af LP´er til anmeldelse -lejlighedsvis koncertbilletter og invitationer til pressemøder og solo-interviews med internationale og danske stjerner. Tidligere kollega på både Venstrebladet og i DR, Sten Jørgensen, taler stadig med misundelse om dengang jeg spiste middag på restaurant Linden i Holbæk med en ung Lis Sørensen, der havde inviteret sig selv til byen for at tale om sin første solo-LP. Der blev luret og hvisket blandt stamkunderne ved baren, da journalisten fra den lokale satte sig til bords med kvinden som dengang var kendt som den ene af frontfigurerne i Shit & Chanel. Det føltes okay. Også da den smukke Lis meddelte, at middagen naturligvis på hendes pladeselskabs regning…
Redaktionschef Vagn Lundø var avisens redaktionelle indpisker og kvalitetskontrollør. Der var kontant afregning med gloser han ikke ville se i avisen – korøv, for eksempel – hvis man afleverede sjuskede manuskripter med uantagelige sproglige fejl (så det gjorde man ikke …). Gammeldags? Måske, men først og fremmest en professionel bladmand. Og en effektiv læremester udi elementære journalistiske og skrive-tekniske færdigheder.