Vi boede på Kalundborgvej med Snedker Fortand som nabo på den ene side og Smedhullet på den anden. Hvad deres rigtige navne var, aner jeg ikke. Man hed, hvad man var, dengang.
Der var høj hæk med torne ind til begge naboer. Når vi spillede fodbold og bolden blev sparket over eller igennem den hullede hæk, var Fanden løs. Så var det bare med at komme væk i en fart. Afsted, afsted, med høj puls. Vi gemte os, indtil der var ro over feltet og den modigste af os, det var kun sjældent mig, listede ind i Østberlin.
Østberlin? Det var, som jeg husker det, den faste betegnelse for “fjendtlig grund”, dvs. haver, matrikler, man nødig ville hente vildfarne bolde i. Ikke, at jeg – vi? – tænkte nærmere over, hvorfor det hed sådan blandt vi børn i Knabstrup i årene omkring 1960. Det gjorde det bare.
Snedker Fortand, vores nabo til højre, var en lille, spinkel, piberygende mand med Hitler-overskæg, som lavede nogle fine møbler på sit værksted. Mine forældre købte blandt andet et par chatoller – et til dem selv, som de havde hele livet, og et til min storesøster.
To dage før jeg kom til verden fødte Snedker Fortands datter, Ketty, som også boede i byen, en søn. Han blev døbt Søren, præcis det navn jeg skulle have haft. Jeg fik så et andet fornavn, der mindede lidt om det.
Søren hed i øvrigt aldrig andet end Søren Brandskid, da han var dreng i Knabstrup, hvor alle hed noget andet, end de var døbt. Søren Brandskid? Han boede i øvrigt skråt overfor Claus Prut, som måtte leve med det øgenavn, indtil han efter endt skolegang begyndte sin uddannelse som tolder. Så blev han til Tolderen.
Jeg selv slap med den mildeste og mindst opfindsomme form for øgenavn – opkaldt efter forældrenes beskæftigelse: Jørgen Slagter. Nådigt. Bedre, synes jeg, end for eksempel Per Ged, som havde sådan en, og Claus Bonde, som var noget af det værste, ens forældre kunne være. Og lige så godt som Henning Købmand. Han blev senere kaldt Stanley, heldige ham, opkaldt efter den nu forlængst glemte engelske fodbold-legende Stanley Matthews, som dengang var verdensberømt for sin driblekunst. Bedre øgenavn end Stanley kunne ingen ønske sig. Allan Rock kommer dog tæt på, vil jeg mene. Det fik han vist nok, bare fordi han dansede rock´n´roll-dans før alle andre i byen …
Nogle øgenavne gav sig selv. Preben løb med bittesmå skridt, museskridt, så han blev til Musen. Hans storebror, Helge, blev derfor, selvfølgelig, til Rotten.
Skråt overfor på den anden side af vejen havde Købmand Jensen, kaldet “Anderting” med åbent a og hårdt d – sin forretning (”Ja, tak frue, og var der andre ting?”), og ved siden af ham, lidt nede ad Skolevej boede Karetmagerens, derefter kom det mørke, lidt uhyggelige hus, hvor byens skorstensfejer, Fejeren, boede bag en høj hæk med en voksen hjemmeboende søn.
Fejerens hjemmeboende søn var en voksen mand, et sted i 30´erne, vil jeg tro. Han gik altid for sig selv, og som jeg husker det, bar han altid en lang, løsthængende, lys frakke. Vi drenge kendte ham kun som Poul Røv, for det kaldte de voksne ham. Hvorfor han blev kaldt Poul Røv, og hvorfor folk altid hemmelighedsfuldt dæmpede deres stemmer, når han nærmede sig, tænkte jeg ikke meget over. Sådan var det bare.
En dag fik vi drenge at vide, at Poul Røv ikke måtte tage med ud til vores fodboldkampe, ikke vise sig i omklædningsrummet i Knabstrup Hallen, at han slet ikke måtte vise sig derude. Hvorfor? Ja, det kunne være lige meget, fik vi at vide, men de voksne grinede og hviskede noget om, at han godt kunne lide at få ”en pind i røven”. Det blev jeg ikke meget klogere af, mine kammerater vist heller ikke, men fra det øjeblik, eller måske det år, hvor han blev forbudt ophold i hallen, så vi ikke mere til ham. Han forsvandt bare fra bybilledet. Stakkels mand.
Jeg hørte aldrig om, at Poul Røv skulle have gjort noget ved os drenge, han ikke skulle have gjort. Det er tankevækkende. Og lidt underligt. Meget kan man sikkert sige om os Knabstrup-drenge, men at vi ikke løb med sladder, det er at stramme den for meget. Selvfølgelig løb vi med sladder. Sand eller ej: En god historie er en god historie.
På vej ud til Knabstrup Hallen skulle vi forbi kroen, bageren og et par huse længere nede ad Ventedgårdsvej, Hermann Frisk-i-patten, byens mest beskidte mand i byens mest faldefærdige hus. Frisk-i-patten spiste snus, bar netundertrøje af ubestemmelig farve og gik barfodet i flade brune gummisko, “hermanitter” kaldte vi dem, og det udløste naturligvis hård mobning at have sådan nogen på. Hans tøj var laset og beskidt, og det var han også selv, mente vi. Derfor betragtede vi ham som farlig. Vi talte ikke med ham, sørgede altid for at gå på den anden side af vejen, når vi mødte ham eller skulle forbi hans hus.
Historien om Frisk-i-patten var, at han var meget rig. Han havde mange, mange penge gemt under gulve og i vægge i sit faldefærdige hus. Det troede vi fuldt og fast på. Han brugte i hvert fald hverken penge på sit hus eller på sig selv.
Senere, da han flyttede – eller måske blev flyttet – til Mørkøv på et fint, nyt plejecenter hvor jeg mødte ham fordi også min skønne mormor, Nicoline Pedersen, boede der i en årrække, fandt jeg ud af, at Herman Hansen, som der stod på navneskiltet til hans lejlighed på plejecentret, blev betragtet og behandlet som det sikkert gode og venlige menneske, han var.
Jeg håber, Herman fik nogle gode sidste år på plejehjemmet. Hvorfor han blev kaldt Frisk-i-patten har jeg ingen anelse om. Andre øgenavne gav mere sig selv: Det Kristne Lommeurs far var i menighedsrådet, Snus-Holger brugte.. ja, snus. Pedullens far var, ja, skolens pedel.
Blandt klassekammeraterne i grund- og realskolen var en pige, Kirsten, som havde briller og opstoppernæse og lignede lidt Miss Piggy fra Muppet Show – som dog først kom frem på tv nogle år senere. Anyway, Oink-Oink blev til Ønk, hendes far blev til Emmanuel Orne, hendes mor til Gyda Gris. I nærheden af familien boede en anden pige, som jeg kun kan huske som Den Kristne Lommeur. Hun gik vist i søndagsskole.
Jeg kan ikke huske, om vi selv syntes, det var sjovt med de øgenavne. De var der bare. Alle drenge måtte finde sig i at blive kaldt et eller andet åndsvagt, som nu, på mange års afstand, lyder så sårende, for ikke at sige ondskabsfuldt, at man kan undre sig over, hvordan vi kunne få os selv til at bruge dem. Men det gjorde vi altså – uden at skænke begreber som politisk korrekthed, mobning, eller bare almindelig hensyntagen til folks følelser, en seriøs tanke.
Pigerne slap generelt for de værste øgenavne, men ikke helt: Put-i-hul, for eksempel, havde en gang inviteret en dreng med hjem til te efter skoletid, og så var der naturligvis kontant afregning.
Butiksindehaverne og håndværkerne i byen hed som regel bare deres profession i bestemt form: Bageren, Mælkemanden, Boghandleren, Mekanikeren, Vognmanden – eventuelt kombineret med et for-eller efternavn: Lærer Skov, Maler-Charles, Tømrer-Harald, Viggo Købmand. Kromanden hed Fisker Olesen, så der var en problemstilling dér. Måske derfor han med tiden blev kendt som Bryderen? Min far var Slagter Rasmussen.
Øgenavne i Knabstrup i 60´erne og deromkring var ikke noget, der blev gjort et stort nummer ud af. De opstod bare, og så var det det. Når man hedder noget så fint som Vontilius, så bliver det naturligvis til Vontyndskid.
Navne kunne også blive så fine, at selv byens mest opfindsomme øgenavnemagere måtte give fortabt. På en af herregårdene i Knabstrups nærmeste omegn boede en familie med det imponerende slægtsnavn Schaffalitzky de Muckadell. Alle vi med almindelige sen-efternavne syntes, at folk med et så blæret navn måtte være fra en fremmed planet. Det var sjovt i sig selv, og det gav respekt i lømmelkredsen, hvis man kunne udtale det underlige navn. Forsøg med Schaffalitskid de Frikadelle faldt lidt til jorden. Intet kunne alligevel måle sig med det originale og helt uforlignelige: Schaffalitzsky de Muckadell. Man måtte bøje sig…