Pakketure, som vores USA-syd tur med Stjernegaard Rejser, er timet og tilrettelagt fra start til slut. Det har sine indlysende bekvemme fordele. Omvendt er andet end meget små ændringer i den fastlagte rute- og tidsplan ikke muligt. Rejseplanen skal følges, naturligvis. Det kan ikke være anderledes. Men, altså, alligevel: vi ramte Nashville i en weekend, hvor byen stod på den anden ende, fordi den for første gang var valgt som værtsby for NFL´s såkaldte Draft Day. Dagen, hvor nationens 32 professionelle football-hold på skift vælger blandt de bedste college-spillere. Dén foræring fik vi desværre ikke noget ud af.
Der var masser af mennesker og liv i gaden på Draft Day, den sidste lørdag i april, hvor Nashville blev omdøbt til Draft City
Nashville, Tennessee, var – med en rædsom kliché – klædt i “fest og farver”, da vi besøgte byen. Der er vist altid gang i den omkring Broadway, byens hovedstrøg med spise- og spillestederne, men lige denne lørdag ventedes 300.000 gæster. De fylder i en by med et indbyggertal på godt 600.000. Årsag til halløjet: Amerikansk fodbold! Nashville var valgt som årets Draft City, værtsby for National Football League´s Draft Day, hvor landets 32 professionelle NFL-hold på skift vælger blandt de bedste college-spillere.
Draft Day er en massivt mediedækket festdag i USA, så Nashville havde benyttet lejligheden til i at skifte kælenavn fra Music City til Draft City. Den fik, kan man sige med tanke på indgangspartiet til byens berømte Country Music Hall of Fame-bygning, på alle tangenter…
Speciel arkitektur: “Klaver-indgangen” til det verdensberømte Country Music Hall of Fame med de sorte og hvide tangenter.
Vores hotel i Nashville lå i udkanten af byen. Vi var lidt trætte hen ad aften, så vi orkede ikke selv at arrangere en aftentur til festen og live-musikken i og omkring Broadway. I stedet luntede vi – Mette og Jojazz, Karen og jeg – med livet som indsats skråt over den pænt trafikerede Music Valley Drive og tilbragte nogle timer i en kedelig, nedslidt lager-lignende bygning, som husede spise- og spillestedet John A´s.
“Det ser ikke ud af meget, men det er et af byens foretrukne hænge-ud steder for musikere og kendisser”, lød anbefalingen fra vores rejseleder, da vi kom forbi tidligere på dagen.
John A´s viste sig at være en hyggelig, folkelig og meget typisk amerikansk country-restaurant med væggene fyldt af signerede fotos af både større og lidt mindre stjernenavne, der har besøgt stedet. I hjørnet af det rummelige lokale var der en lille scene med plads til live-musikken. Den dag vi var der: en senior-trio med et country-klassisk repertoire og et par solister, der kom og gik. Den ældste af dem en meget talende sangerinde. Jeg tænkte, at hun måske ejede stedet og derfor følte, at hun havde en vis ret til at tale så meget og synge så … ikke så godt.
Nååååååhh: Jojazz og Mette på John A´s. På scenen til højre i billedet aftenens country-trio med sangerinden – som på sin egen specielle måde var med til at gøre aftenen mindeværdig
Anyway, hun var typen, der hurtigt spottede, at der var udenlandske gæster ved et spisebord i salen. Os. Hvor vi kom fra? Om vi var country-fans? Hvad vi ville høre? – Denmark! Og jo, jo, vi kan godt lide country! Ønskenummer? Come on, don´t be shy? Hun blev ved. Vi ville bare være i fred, så vi foreslog “Ring of Fire”. Og fik den. Desværre. Undskyld til alle.
Men pyt, vi havde en hyggelig aften på John A´s. Med kold øl, god snak, jævn mad, ditto live-musik og så denne her lille, mindeværdig krølle: Trioen spillede, solisten holdt pause, tak for det, da vi på vej ud og hjem til hotellet nikkede vores anerkendende tak for musikken til de tre på scenen og lagde hver fem dollars i tip-spanden på scenen. Næste dag hørte vi fra andre i vores rejseselskab, at også de var blevet spottet og tiltalt af samme kvindelige solist. Hun kvidrede en historie om, at hun og hendes musikere jo lever af gæsternes tips, og at fire danskere lige havde forladt stedet uden at betale for musikken, selv om hun endda havde opfyldt deres – altså vores – musikønske. What..? Men, okay, vi var i overskud og fandt historien mere sjov end krænkende.
Det samme – mere sjov end krænkende – kan siges om den frokost-restaurant, vores rejseleder fandt til os. Frokosten i Nashville var på Stjernegaards regning, og det var planen, at den skulle indtages på en af de mange restauranter med live-musik. Desværre viste det sig umuligt at finde et sted på hovedstrøget, hvor der var plads til alle. Det lykkes at finde et sted i en af sidegaderne. Dick´s Last Resort. På skilte udenfor restauranten blev potentielle kunder advaret om, at der blev spillet høj musik og man kunne risikere at blive udsat for et vist “frisprog” fra personalet. Mildt sagt. Konceptet er vist, at de unge tjenere (skuespillere, stand up´ere, formentlig) sviner gæsterne til, kommenterer deres bestillinger, smider med papirduge, servietter, og sugerør. Man tror, det er løgn. Ret sjovt, faktisk. Også at stedet hedder Dick´s, for personalets opførsel var dog … den stiveste.
Fruen og ham selv på scenen i Grand Ole Opry. Vi købte en hel billedserie med os selv. Til julegaver…
Og sådan er det jo altid. Også Nashville har andet og mere end sine mest kendte attraktioner at byde på. John A´s og Dick´s, for eksempel, står næppe på nogen top lister over byens seværdigheder eller attraktioner. Ikke som Grand Ole Opry, RCA Victor´s Studio B og National Country Music Hall of Fame, der ikke er til at komme uden om. Og selvfølgelig var vores tid værd. Men da disse tre musikhistoriske perler var tjekket ud og taget ind, var det småt med tid til andet, det ikke-planlagte, det uforudsete, som – præcis derfor – kan ende med at placere sig lige så markant i erindringen, når det regnskab gøres op.
Vi nåede, hvad vi skulle, i musik- og kulturbyen Nashville, men så heller ikke mere. Vi gik lige forbi Ryman Auditorium, Johnny Cash Museum og flere andre stop-og-se-værdige attraktioner og, på dagen, NFL-aktiviteter i byen. Okay med det. Mere ærgerligt var det, at vi ikke havde tid til bare at drysse omkring og indhallere stemningen på Draft Day. Eller bruge mere end ganske få minutter til at høre live-musik med navne, vi aldrig har hørt om, som spiller for tips og bare lyder godt.
De kan altså noget med hotelværelser og sengestørrelse i USA. Det her er standard. – Hov, sig mig, har hun ikke hul i strømperne …?