En gang i tidernes morgen i Elværket – konkret var det 2. juledag år 2000 – dedikerede min tidligere DR-kollega, radioværten og sangeren Alex Nyborg Madsen et ekstranummer fra hans gruppe Savage Affair til mig. Jo, sgu´. Nummeret var John Hiatt´s “Real Fine Love” – og historien bag denne specielle stjernestund i Holbæks bedste spillested vender jeg tilbage til.
Vi begynder i København, i spillestedet Amager Bio, den 13. juni 2015:
Finn Spilski stod lige ved siden af mig bagerst på gulvet i den tæt pakkede sal. Jeg kunne høre, at han kluk-lo, som man kan gøre det, når man ikke kan finde dækkende ord for sin begejstring. Under John Hiatt´s tredje nummer forsøgte han alligevel, gik helt tæt på mit øre og sagde: ”Det er fan´me så tørt, at man …hhhrrrr… hhhrrr… altså, det lyder måske ikke af noget særligt, men hold kæft hvor det swinger”.
Jeg forstod ét hundrede, hvad han mente, var enig og godt tilfreds med hans indtryk af det band, den koncert, jeg havde lokket ham og Aldo med til i Amager Bio. John Hiatt var et ret ubeskrevet blad for dem, men jeg havde nærmest garanteret, at denne koncert ville være noget for dem. Det var det heldigvis.
Alex Nyborg Madsen
Han lyder godt i radioen, Alex Nyborg Madsen, det gør han altså. Han virker altid så afslappet og nærværende, og jeg ved bare, at det kan man kun, hvis man kan sit stof.
Alex Nyborg Madsen, Hans Otto Bisgaard og Lars Daneskov var blandt mine få inspirationskilder, forbilleder om man vil, som radio-studievært op gennem 1990´erne, da jeg selv var det i Sport på 3´eren og forskellige regionale og landsdækkende programmer i Danmarks Radio.
Jeg kendte Alex´ stemme fra hans forskellige musik-programmer, og også for det fine erotik-program, som blev sendt søndag aften på P3, typisk i den sene aften times tid mens Anders og jeg kørte hjem fra en lang arbejdsdag på mit program, Regionalsporten, i Næstved. Det har været i årene omkring 1992-94.
Men første gang jeg mødte Alex Nyborg Madsen, den store, venlige mand, var flere år senere en lørdag eftermiddag i Radiohuset på Rosenørns Allé, hvor min daværende arbejdsplads, Radiosporten, havde kontor i stueetagen. Lige overfor Forum.
Peter Piil og et par andre kolleger var i lokalet, da Alex – allerede dengang kendt som Brøndby-fan og stadion-speaker på Brøndby stadion – kiggede ind. Han hilste og spurgte, om jeg var Jørgen Rasmussen. Det kunne jeg jo kun bekræfte.
”Nå, det er dig. Fed musik du spiller i Sport på 3´eren….”
Omkring årtusindeskiftet var jeg studievært og musiktilrettelægger på programmet et par gange eller tre om måneden. Alex fortalte, at han var trofast lytter, og når jeg var i studiet, var han altid spændt på at høre, hvad jeg nu havde fundet af ny amerikansk country-rock.
Også i DR-miljøet er der forskel på, hvad man kan bruge ros og anerkendelse til. Den er jo altid bedre end kritik, men vægten, værdien, afhænger af, hvor den kommer fra. Jeg svært tilfreds med denne afsender, sagde tak – og i lige måde. Så snakkede vi om musik i radioen. På få minutter var arbejdsglæden denne søndag blevet større, arbejdslivet bedre. Så let er det jo.
Senere samme år, 14. december, 2000, fik jeg anledning til at sende en mail til Alex:
Hej Alex
Vi har sikret billetter til Savage Affair på Elværket i Holbæk 2. juledag – håber, det bliver lige så fedt, som da du med Led Zep Jam sidste år gav afskedskoncert samme sted.
Vi, og ikke mindst min Alex-glade kone, håber, du har tid til lige at hilse på. Vi skal nok prøve at gøre os synlige i mængden.
PS: I lørdags hørte jeg P3 hele vejen på arbejde, selv om jeg havde tre cd´er liggende spilleklar: Man kan sige, du vandt over The Beautiful South, Tim Finn og Van Morrison med en times tids- og aldersløs musik, knappe relevante informationer og personlige kommentarer. Det er en sørgelig radio-sjældenhed nowadays, så …: Tak for det!
Jørgen
To dage senere kom svaret:
Hej Jørgen.
Tak for dine roser. Jeg er beæret over at kunne konkurrere med både Tim Finn og Van The Man! (..) Det bliver svært at leve op til de koncerter, jeg har oplevet med Zep Jam i Elværket. Det er jo et stort sted, hvis der ikke er mange mennesker, så det håber vi, der kommer. Jeg skal nok holde øje med jer, men hold jer til ved scenen bagefter, så skal I nok komme ind, så jeg kan byde på en lille backstage.”
Alex
Der var løssluppen stemning, trængsel og glad snakke-larm backstage i Elværket efter den velbesøgte og vellykkede koncert. Alex sad på et bord og holdt hof for sin Holbæk-familie og andre venner, da han fik øje på mig. Jeg var stadig lidt rystet efter en mildt sagt overraskende afslutning på koncerten, men fik sagt tak for sangen og fik en ordentlig krammer. Bagefter fik Karen en bjørnekrammetur. Den taler hun om endnu.
Tilbage i Amager Bio begyndte min altid stilfuldt hatteklædte og kamerabevæbnede ven, George Jojazz, også først rigtigt at smile, da Hiatt´s The Combo slap tøjlerne i et par blues-baserede numre fra Terms of My Surrender, Hiatt´s seneste album. Efter koncerten anmeldte han hele koncerten med et stort smil under hatten: ”Ja, det var rigtig, rigtig godt.”
JoJazz er sygeplejerske. Sjældent karrig med store tillægsord, når han er begejstret. Denne gang krydrede han med bekymring: ”Har du læst noget om, at han skulle være syg?” Det kunne jeg bikke lige komme i tanke om, men Jojazz syntes, at Hiatt så noget tyndfed ud. Tyndfed? ”Ascites på latin. Som om, han har væske i bughulen. Det kan man have ved nogle cancer-former og leversygdomme”, forklarede han. Øv!
I perioder for år tilbage var John Hiatt godt nok rigelig hård ved sin lever, fremgår det af biografier om ham. Men, altså, jeg synes da, han så rimelig skarp ud? Af en 62-årig. Jeg mener, når man sammenligner med, hvad man har i nærheden …
John Hiatt
John Hiatt (f.1952) er kendt som kollegernes, kendernes, anmeldernes musiker, en hårdt arbejdende, yderst produktiv, no nonsense sanger-sangskriver og performer. Lige min smag. Hans koncerter er blottet for tom-lir og blændværk. De giver den rene, upolerede, professionelt udførte musikalske blandingsvare med elementer af sydstatsrock, blues, country og hvad der ellers kan swinges ud af et par guitarer, en bas og et trommesæt.
Skæbnen – eller hvad det er – har gjort, at hans sange er bedre kendt end han selv. Bonnie Raitt (”Thing Called Love”), Eric Clapton/B.B. King (”Riding With the King”), Joe Cocker (”Have a Little Faith in Me”) og mange flere etablerede country-, rock- og bluesnavne har indspillet John Hiatt-sange.
Nå, nu bliver det sikkert for meget for sarte sjæle i Janteland, men historien skal ned:
Elværket, 26. december, 2000, Savage Affair var kaldt på scenen til et ekstranummer. Under en lang instrumental intro begyndte Alex Nyborg Madsen at tale om en DR-kollega som altid spiller noget ny, god musik i radioen – og som han derfor gerne vil dedikere dette nummer til…
”Det er dig, han snakker om”, sagde Raps og puffede mig i siden. ”Naaarh”, sagde jeg nok, men i det samme gik det op for mig, at han havde ret. Derfra blev det lidt tåget.
”Han er her fra byen, han står lige dér …”, Alex pegede på mig. Jeg stod mellem Karen og Raps, midt i publikumsfeltet, i femte-sjette række foran scenen. ”… og han hedder Jørgen Rasmussen.” What!
Jeg var væk. Jeg anede ikke, at Alex havde set mig. Vi havde på intet tidspunkt under koncerten haft øjenkontakt. Jeg var lidt rystet, vidste ikke hvad jeg skulle gøre, hvor jeg skulle se hen, og næsten inden jeg fik taget mig sammen til at hæve armen til en hilsen, var sangen i gang – og jeg stod mellem min kone og min svoger med en sekundkortvarig stjernestund, som hurtigt var glemt af alle andre end mig selv og, måske, de to, der stod ved siden af mig.
I min småtågede tilstand bemærkede jeg, at det ekstranummer, Alex havde dedikeret til mig og mine musikvalg i radioen, var sidste skæring på Savage Affair´s album Pink Pills for Pale People (udg. 2000), John Hiatt-kompositionen ”Real Fine Love” (fra albummet Stolen Moments, 1990).
John Hiatt havde ”Real Fine Love” på set-listen i Amager Bio både i 2013, og da hans Combo igen spillede op i juni 2015 slog de – for sikkert langt mere end 117. gang i deres karriere – tonerne an til endnu en omgang med den langtidsholdbare publikums-favorit.
Lige dér smuttede jeg en kort minde-tur tilbage til Elværket 26. december 2000. Jeg sagde ikke noget til nogen, men jeg tænkte mit …