Altså, hvis sandheden skal frem i lyset her på siden – og så pyt da – har jeg aldrig været den store Elvis-fan. Da han var ny og bedst (1955-59), var jeg endnu ikke begyndt at interessere mig for musik, og da han kom med sit store live-come back (1969-70), gad jeg ikke rigtig Elvis og hans husmor-appellerende påklædning og ufarlige, sød-sexede hoftevrid. Elendige film og popsange uden kant og indhold havde defineret mit tresser-forhold til Elvis Presley: han var kendt af alle, han var hele tiden ude med nye film i biografen og top 10-hits i radioen. Elvis var der bare. Jeg havde mine ører og øjne helt andre steder.
Indgangen på hjørnet er “ny” i forhold til dengang, Elvis og de andre gik ind i Sun Studio, men ellers …
I tur-bussen på vej gennem millionbyen Memphis, Tennessee, til vores besøg i Sun Studio og Graceland, de to legendariske bygninger, nu (mest) museer, som for altid vil være forbundet med Elvis´ liv og karriere, skulle vi lige høre et stk. velvalgt apropos-musik, Marc Cohn og hans verdenshit “Walking In Memphis”:
Put on my blue suede shoes/ and I boarded the plane /Touched down in the land of the Delta Blues/ In the middle of the pouring rain (…)
I saw the ghost of Elvis on Union Avenue / Followed him up to the gates of Graceland
Then I watched him walk right through ( …)
Årtier før Marc Cohn, og senere Cher, hittede med “Walking in Memphis”, havde Chuck Berry skrevet og sunget om Elvis´ hjemby i rock´n´roll-klassikeren “Memphis, Tennessee”, som også selveste the Beatles havde på deres live-repertoire og indspillede på bl.a. “Live at the BBC” fra 1964.
For generationer af amerikanere, europæere og andre middeloplyste verdensborgere er Memphis, Tennessee, forbundet med Elvis Presley, Sun Studio og et par sangtitler. Det er måske derfor, både Sun Studio og Graceland forekom som gamle bekendtskaber, både udefra og indvendig, da vi på vores tur besøgte stederne – som jeg bare aldrig havde set før i virkeligheden. I film og på TV, derimod, masser af gange.
Kontrasten fra autentiske Sun Studio, hvor Elvis lavede sine første millioner dollars, til det friserede Graceland Mansion, som han købte for pengene, er slående.
Fotoplakaten på væggen er fra 4. december 1956: Fire friske, unge gutter i Sun Studio, senere kendt som The Million Dollar Quartet. Fra venstre Jerry Lee Lewis, Carl Perkins, Elvis (ved klaveret) og Johnny Cash.
Sun Studio er indrettet i en hjørneejendom på 706 Union Avenue i udkanten af Memphis. Det står nogenlunde som dengang i 1950´erne, hvor Sam Phillips (1923-2003) skabte en rock´n´roll-historie, som ingen kan undgå at have stiftet bekendtskab med. Johnny Cash, Carl Perkins, Jerry Lee Lewis, Roy Orbison og andre af datidens unge stjernenavne indspillede i Sun Studio og fik plader ud på Sun Records.
Nu fungerer huset, og især selve studiet, primært som et levende magnet-museum for generationer af musikelskere, der – som vores rejseselskab – kan få syn for sagen, købe en amerikaner-frisk guide til at fortælle historierne, drikke en kaffe, handle t-shirts med seje tryk og andre souvenirs. Det er, som det skal være.
Bag glasruden sad Sam Phillips engang. På X´et stod Elvis og de andre og sang i den samme mikrofon som ham på mobilfoto´et klamrer sig til. Hvad kunne det dog ikke være blevet til…
At Elvis fra midt i 1950´erne blev et stil-ikon med en fantastisk stemme, som han brugte godt, er ikke til diskussion blandt ædruelige med sanserne i behold, men gennem hele sin karriere traf han nogle valg omkring både film- og pladeindspilninger, som næppe – eller: om igen, garanteret IKKE – ville have givet ham den stjernestatus, han stadig har, hvis han ikke havde haft sine 1950´er-indspilninger fra Sun Studio at trække livsvarig kunstnerisk kredit fra.
Det sluttede som bekendt hverken kønt eller godt for Elvis. Tværtimod: En overvægtig mand i et alt for stramt, grimt, hvidt Las Vegas-kostume, en buksedragt gudhjælpemig, med glimmer og pailletter. Helt væk. Selvparodisk. Elvis? The King? Stakkels mand…
Elvis´tøj, scenedragter, er også er udstillet på Graceland. Men lige dét minde gider vi – eller i hvert fald jeg – ikke have med at gøre.
Få kilometer fra Sun Studio, den slidte, ydmyge ejendom, hvor Elvis og hele rock´n´roll-begrebet blev skabt, står – i en muromkranset park med lang indkørsel – det verdenskendte, hvide, Graceland Mansion, den meget private ejendom, Elvis købte som 22-årig for 100.000 dollars, og som han selv og den nærmeste familie boede i til hans død som 42-årig i 1977. Og hvor han nu ligger begravet ved siden af far Vernon (1916-79) og mor Gladys (1912-58).
Geraceland Mansion, indendørs: Det her var vist nok hyggehjørnet for familien Presley, tv-stuen i kælderen.
Graceland, indendørs? Museumsagtig. Småvulgær, egentlig. Uden tvivl kostbar, men ikke desto mindre tudegrim indretning med bløde tæpper på gulv og vægge (!), sikkert kostbare kunstværker, guldhaner i badeværelserne og tingel-tangel over alt. Er det mon Elvis? Fru Priscilla? Indretningsarkitekter? Eller bare typisk amerikansk?
På den anden side af Elvis Presley Boulevard, lige overfor Graceland Mansion, hvor Elvis boede med sin familie og havde sine heste, findes nu et kæmpestort udstillings- og entertainment-område, hvor man kan se, ikke røre, hans mange biler, motorcykler, både, havetraktorer. Og et par flyvemaskiner. Interessant for nogen. Vist endda ligefrem spændende.
De prægtige køre- og flyvetøjer holder i hvert fald, stadigvæk, god gang i forretningen. Med cirka 600.000 besøgende hvert år er kun Det Hvide Hus i Washington en større attraktion, hører og læser jeg. Så det må jo være rigtigt.
