Bedre end Valentins-blomster: Teitur på Kælderscenen

15/2-2019, Sidesporets Kælderscene i Holbæk: Teitur (solo) ****/**

Det var vel en blanding af mediernes kvalmende omtale af den latterlige, kommercielle amerikaner-fidus, Valentinsdag, og så vores gode ven, kanonfotografen George Jojazz Overgaards meget begejstrede omtale af Teitur´s  solo-koncert i Odense for et par år siden, der fik mig til at købe billetter færingens optræden på Sidesporets hyggelige Kælderscene.

Det aflange, lavloftede lokale under Vandrerhjemmet er ellers temmelig udfordrende, for ikke at skrive uegnet, til musikarrangementer, hvis man gerne vil både se og høre den eller de optrædende.

Men fruen er ret vild med Teitur, ved jeg jo, og dagen før var der stadig billetter a 250 kr. (uden Sidesporets nogen gange obligatoriske før-koncert-spisning) – så, tænkte jeg, en fredag aften med Teitur er da bedre end idiotisk tv-såkaldt-underholdning, og så er den der med Valentins-blomsterne også ligesom sat på plads: Teitur i stedet for blomster. Det må være okay.

Han viste sig som et meget sympatisk bekendtskab, den musikalske færing (f. 1977), som fint akkompagnerede sig selv på klaver, en simpel gammel synthesizer og en guitar. Vi fik to gode sæt, det første næsten identisk med hans seneste album ..,  og med en lun, selvironisk, underspillet humoristisk snak mellem numrene havde Teitur fin kontakt til de omkring hundrede lyttende i det trekvart fyldte lokale.

Hvis ikke alle, så i hvert fald langt de fleste, havde en hyggelig aften med en fin fyr og hans ofte underfundige, iørefaldende sange. Vist også de to unge mennesker som kom et par numre inde i koncerten. De satte sig ved siden af os – og spurgte, hviskende, hvem der spillede? De havde fået billetterne med en oplysning om, at det vist var noget rå islandsk rock, de skulle høre…

Det var det ikke. Men de blev da. Flittigt tjekkende deres mobiler undervejs.

Iflg. Wikipedia: Valentinsdag, som fejres 14. februar, er kendt som “de elskendes helligdag”. På denne dag udveksler par kort, blomster, chokolade eller andre former for kærlige gaver. I USA bliver der årligt sendt 192 millioner Valentins-kort.

Udgivet i Koncerter, Set & Hørt.