Om tillid i New York: Richie Havens i The Bitter End

The Bitter End åbnede i 1961 og er dermed det ældste spillested for rock, folkemusik, blues og beslægtede musikalske genrer i hele New York City. Det gemmer sig bag en brun facade med skottede vinduer i 147 Bleecker Street i boheme- og kunstnerkvarteret i Greenwich Village på Manhattan.

Den forårs-eftermiddag i 2006 Karen og jeg efter nogen søgen fandt det lille, legendariske spillested, så det ærlig talt temmelig lukket ud. Man kunne ikke kigge ind, men på en plakat med månedens program, kunne jeg læse, at Woodstock-legenden Richie Havens skulle spille om aftenen. Mens jeg stod og ledte efter information om åbningstider og billetsalg kom en mand hen til mig og spurgte, om der var noget han kunne hjælpe med. Han kunne se, jeg studerede programmet. Muligvis også, at vi var et par nysgerrige turister.

Jeg fortalte, at vi var fra Danmark og gerne ville ind i The Bitter End og høre Richie Havens. Om han vidste, hvor eller hvordan man kunne skaffe billetter?

Det vidste han godt, men han vidste også, at der var udsolgt til aftenens koncert. Han var nemlig klubbens manager, fortalte han, og foreslog, at vi i stedet købte billetter til en anden aften. Vi havde andre planer, så desværre, det kunne vi ikke. Han kunne se og høre vores ærgrelse. Måske var det derfor, han forbarmede sig og kom med et tilbud: But since you guys come all the way from Denmark, maybe I can arrange it for you …

Billetprisen var 40 dollars pr. stk. Hvis vi gav ham beløbet i kontanter, så skulle vi bare komme i god tid inden aftenens koncert, så ville han selv være ved indgangen og lukke os ind.

Vi tømte punge og lommer, men havde ikke 80 dollars i kontanter på os. Ny øv-tur. Han henviste til en hæveautomat rundt om hjørnet. Han kunne nok vente det øjeblik, hvis det skulle være.

Jeg tøvede et par sekunder, men han virkede som en ærlig mand, og vi skulle lave en hurtig beslutning. Vi ville rigtig gerne opleve en intim aften med Richie Havens i det berømte spillested, så jeg gik og vekslede, mens Karen small-talkede videre med manden.

Jeg kom tilbage, gav ham pengene – og ventede på, at han ville give os billetter eller et eller andet bevis på, at vi havde betalt for at komme ind og høre Richie Havens. Men nej. “No problem”. Han skulle bare have mit navn.

Rasmussen, Denmark, skrev han på en stykke papir, lagde det i lommen og forlod os med et “See you tonight”. Yes, yes…

Vi gik tavse videre ned ad gaden, der var et musikalsk og kunstnerisk kraftcenter i 1960´erne. Så meldte tvivlen sig: Hvad skete der lige dér? Jeg havde givet en fremmed mand 80 dollars og mit navn, fordi han på sit glatte, skæggede ansigt havde lovet at lukke os ind i The Bitter End senere samme aften. Hvor naiv kan man være?

Det skulle vise sig.

Vi spiste noget med chicken og curry på en indisk restaurant i nabolaget, inden vi vendte tilbage til 147 Bleecker Street. I god tid inden koncerten, troede vi. Da vi nærmede os stedet, kunne vi se en temmelig lang kø uden for den lukkede dør ind til klubben.

Da døren til spillestedet blev åbnet og folk med billetter lukket ind, havde vi ikke set skyggen af den mand, som om eftermiddagen havde taget imod vores penge, noteret mit efternavn og garanteret os, at han personligt ville være ved indgangen og sørge for, at vi kom ind. Han var der ikke. I døren stod derimod en to meter tatoveret rockertype og kontrollerede billetter. Fuck, fuck, fuck!

Et par meter fra indgangen var jeg bestemt ikke tryg ved situationen. Jeg forberedte den sande forklaring på, at vi ikke havde nogen billetter, men skam havde betalt for dem. Kæmpen i døren vil grine sin store rocker-røv i laser, tænkte jeg.

Da vi nåede helt frem til indgangen, fra nummer to til forrest i køen, og jeg skulle til at forklare vores uheldige situation, fik jeg øje på vores mand – og han fik øje på os og kaldte:

“Hey, Rasmussen from Denmark. Welcome to The Bitter End”.

Mange tak. Kæmpen i døren lod os passere. Vi var inde i det mørke og på alle måder slidte lokale med plads til måske et par hundrede siddende og stående gæster. Vi blev anvist pladser ved et bord bagest i lokalet et par meter fra den 30 centimeter høje scene. Perfekt.

Mens vi ventede på musikken drak vi øl og talte om tillid, et begreb vi jo havde nyvunden erfaring med.

Vi havde det godt, rigtig godt, og fyldte os med stemningen fra klubben, hvor Bob Dylan, Stevie Wonder, Jackson Browne, Norah Jones, Randy Newman, talkshow-værten Jon Stewart, film-manden Woody Allen og hundredevis af andre etablerede og på-vej-navne har optrådt. Beviset hang på væggen som en absurd under-eksponeret stjerneparade i form af små sort-hvide snap-fotos.

Inden aftenens musikalske trækplaster kom på scenen skulle han præsenteres. Vores ven, manden der havde skaffet os ind, stillede sig ud på gulvet mellem scenen og baren og præsenterede – ikke Richie Havens, men manden der skulle præsentere ham, The Bitter End´s stifter, på daværende tidspunkt 86-årige Paul Colby, en lille spinkel mand, som fortalte, at han havde kendt og haft et venskab med Richie Havens siden Woodstock (1970), og at han selvfølgelig var glad for endnu en gang at kunne byde den karismatiske sanger-sangskriver og guitarist velkommen. Det var en meget fin, meget personlig introduktion til aftenens koncert fra en tydeligvis højt respekteret gammel mand.

Koncerten forløb som den skulle. Richie Havens blev backet af en kvindelig cellist og en guitarist. De spillede det forventede, herunder en række fortolkninger af Dylan- og Beatles-numre. Den mindeværdige aften i The Bitter End sluttede med ”Freedom”, Richie Havens signatur-sang gennem hele hans karriere, det nummer han indledte sin optræden på Woodstock Festivalen med i 1969.

Efter koncerten i The Bitter End købte jeg klubbens sorte t-shirt. Det var den tatoverede kæmpe fra døren, som solgte fra et lille lager ved baren. The Bitter End står der over brystet. Jeg har den stadig. Den er slidt og har mistet i både sort og form. Men lige dén t-shirt skal fandeme ikke ende som pudseklud.

Richie Havens døde i 2013. Han blev 72 år. – Paul Colby døde i 2014. Han blev 96 år.